55 / 645
ten,52) var et udtalt kirkeligt Træk, idet Vidnebeviset
endnu kun spillede en beskeden Rolle i den verdslige
danske Ret.53)
Ogsaa paa dette Punkt kan der imidlertid rejses Tvivl
om, hvorvidt det virkelig lykkedes Kirken gennem Stads
retten af 1294 helt at ændre det ellers raadende Be-
vissystem for Københavns Vedkommende, og derfor og
saa om, hvorledes man skal forstaa det Forhold, at
hverken Kap. 28 eller nogen af de andre med den be
slægtede Bestemmelser i den ældre Stadsret gik over i
Stadsretten af 1443. Grunden kunde baade være den, at
de aldrig var trængt virkelig igennem , og den, at den i
Mellemtiden stedfundne Udvikling af den almindelige
Lovgivnings Regler om Bevismidlerne havde gjort dem
overflødige, idet Vidnebeviset nu overalt var anerkendt
som Hovedbevismidlet. Den første Opfattelse har vistnok
mest for sig. Der findes vel i Stadsretten et Par Bestem
melser, der synes at forudsætte, at der ikke var nogen
alm indelig Adgang til at fri sig ved Partsed med Med-
edsmænd, naar Modparten var i Stand til at bevise sin
Sigtelse. Om den, der havde slaaet en Vægter ved Natte
tid, hedder det i VI, 23, at hvis han ikke kan overbevises
derom, men man dog har Mistanke til ham, skal han
værge sig med tolv Mands Ed, og de ovenfor omtalte
Forskrifter om Ærefornærmelser gaar paa samme Maade
ud fra, at det er Injuriantens Sag at bevise Rigtigheden
af den af ham fremsatte Sigtelse, saa at der kun, hvor
Bevis ikke kan føres, men der dog er Mistanke om, at
52) Se Kap. 27 og 77 samt Kap. 17, hvor der kræves fire eller i
det m indste to Vidner.
53) Da der i Kap. 29 og 30, der hører til de Bestemmelser, som
især vilde sikre Biskoppens Herredømme i København, ved Ordene
ut est prem issum henvises til Kap. 28, er det iøvrigt ikke ude
lukket, at Kap. 28 bl. a. er indsat, for at Biskoppen med Vidner
skulde kunne fælde Overtræderne af de nævnte Bestemmelser, og
altsaa har forfulgt et mere specielt Formaal.
Christoffer af Bayerns Stadsret af 14. Oktober 1443
44