51 / 645
Christoffer af Bayerns Stadsret af 14. Oktober 1443
kelt særlig Undtagelse, hvor Fængslingen maaske ikke
er tænkt som Straf, men som Tvangsmiddel (V, 3). Og
saa den arbitrære Fastsættelse af Straffen er opgivet,
undtagen naar Bøder ikke blev betalte (VI, 10), men til
Gengæld har Dødsstraffen faaet et stort Raaderum, saa-
ledes ved Manddrab, grove Lemlæstelser, Brud paa Hus
freden med T ilføjelse af Slag eller Saar, selv om ingen
var blevet dræbt, ved Voldtægt, Forræderi og hvad der
med stilledes i Klasse, samt ved forskellige Forbrydelser
mod den offentlige Myndighed og Orden, som til Dels
allerede tidligere er omtalt.48)
Til Dødsstraffen var vistnok altid knyttet Fortabelse
af Hovedlod, skønt det ikke altid udtrykkeligt siges, og
denne Straf forekommer ogsaa undertiden som selvstæn
dig Straf (V, 22, VI, 2) ligesom ogsaa andre Former af
Konfiskation, men iøvrigt er det Bødestraffen, som ved
Siden af L ivsstraffen spiller langt den største Rolle. Blev
Bøderne ikke betalte, skulde vedkommende straffes
(pligtes og pines) af Fogden og Borgmestre og Raad
efter sin Brøde (VI, 10), og her kunde der rimeligvis
blive Tale om Fængselsstraf, Forvisning og Legemsstraf
(Kagstrygn ing), hvilken sidste Straf udtrykkeligt fore
skrives som subsidiær Straf ved grove Ærefornærmelser
mod uberygtede Personer, dog saaledes, at der som andet
Alternativ nævnes, at den dømte løser sig fra Foged,
Borgmestre og Raad, altsaa at han aftinger Sagen med
dem (VI, 29 ). Det er den nysomtalte Regel i Forbindelse
med den udstrakte Anvendelse af Dødsstraf, der giver
Stadsretten af 1443 et efter Tidens Forhold moderne
Præg sammenlignet med ældre middelalderlig Ret. Bøde
48)
VI, 7, 11, 16, 17, 27 samt V, 9, 10, 11, 12, 21 og 38. Hertil
kan endnu føjes V, 31, hvorom nærmere nedenfor i Teksten, VI, 23
og 24 (Overfald paa Vægterne, medens de var i Funktion, og om
vendt Vægteres Misbrug af deres Stilling ved at slaa sagesløse
Personer).