49 / 645
Christoffer af Bayerns Stadsret af 14. Oktober 1443
Gods til (V, 16), ligesom det ses, at den, der boede paa
Kongens Jord, maatte svare Jordskyld (V, 37). Var der
bare paa bærde for Københavns Slot, skulde Bymæn-
dene efter Evne søge at værge og redde det (VI, 3 ), og
det var aabenbart — som det kan sluttes af V, 3 —
deres Pligt at vedligeholde Byens Befæstning, som i dette
Øjemed synes at have været delt imellem dem, saaledes
at hver havde sit Stykke. De var endvidere pligtige til
at drage ud i Kongens Udbud eller i Stadens Ærinder
(V, 39 ), og det kunde forlanges af dem, at de skulde
hjæ lpe til at gøre Veje eller andre Ting af Nytte for
Staden (V, 4 ). Forlod en Bymand denne for mere end
seks Uger, skulde han anvise en anden, som i paakom
mende Tilfælde kunde træde i hans Sted (V, 25). I denne
Forbindelse kan ogsaa erindres, at Borgerne som tid
ligere om talt maatte finde sig i Ekspropriation af baade
fast Ejendom og Løsøre (V, 7 og 8 ), men de havde i
begge T ilfæ lde Krav paa Erstatning. Disse Ekspro
priationsbestemmelser, der gik tilbage til Forliget af
1254 Kap. 15 og Stadsret 1294 Kap. 25, er de ældste
Forskrifter af denne Art i dansk Lovgivning. Hvis en
Bymand var i Færd med at købe en Ting, og Kongens
Bud kom til for at købe den til Kongen, skulde Byman
den opgive den (V, 14), hvad der var en Undtagelse fra
det alm indelige Forhud mod at gøre nogen Forkøb, d. v. s.
at gribe ind i en Handel, der allerede var i Gang med en
anden, navnlig ved at gøre Overbud (V, 17).
Strafferetten er maaske det Emne, der i Stadsretten
belyses udførligst. Der er ganske vist enkelte vigtigere
Forbrydelsesgrupper, saaledes navnlig Tyveri, som helt
mangler i Stadsretten, men Voldforbrydelser er til Gen
gæld behandlet næsten helt udtømmende.
I strafferetlig Henseende betegner Stadsretten af 1443
i Forhold til den ældre Stadsret, i hvert Fald tilsynela
dende, et Brud paa Udviklingen. Stadsretten af 1294 var
3
*