54 / 645
4 0
Poul Johs. Jørgensen
Bod, men blev i Bandet Aar og Dag og kom i Madband,
skulde Kongens Sværd rette over dem, hvilket nærmere
forklares derhen, at Manden skulde halshugges og Kvin
den sættes levende i Jorden. Ved denne Bestemmelse
tager Stadsretten Hensyn til Kirkens Krav om, at de
verdslige Myndigheder („den verdslige Arm“ ) skulde
*
skride ind mod Personer, der efter at være bandsatte
forhærdede sig og ikke ved at skrifte og gøre Bod søgte
Genoptagelse i Kirken. Herved paadrog de sig efter Kir
kens Opfattelse Mistanke om Kætteri,50) hvad der for
klarer de strenge verdslige Straffe. Til Følgerne af en
Bandsættelse hørte bl. a., at in tet Medlem af Kirken
maatte have Samkvem med den bandsatte. Det er dette,
Stadsretten udtrykker ved, at han var i Madband, der
ellers i den verdslige Lovgivning paa enkelte Steder bru
ges om en Art begrænset Fredløshed, som bl. a. ytrede
sig i, at ingen maatte modtage og bespise den paagæ l
dende.51)
I Modsætning til Strafferetten er Processen meget
stedmoderligt behandlet. Kun nogle enkelte Bestemm el
ser skal nærmere om tales. I Stadsretten af 1294 havde
Bevisreglerne paa afgørende Maade været præget af k ir
kelige Synspunkter, idet Kap. 28 havde erklæret Ren
selsesed (lex nega tiva), d. v. s. Partsed med Mededs-
mænd aflagt af Sagsøgte, der var den danske Rets v ig
tigste Bevis- eller Afgørelsesm iddel, for uanvendelig i
København, naar Sagsøgeren kunde bevise det modsatte,
d. v. s. kunde godtgøre sin Paastands Rigtighed, ved tre
eller i hvert Fald to Vidner; kun hvis et saadant Bevis
ikke kunde føres, skulde Renselsesed efter gammel Sæd
vane være tilladt. Denne høje Vurdering af Vidnebeviset
sammenlignet med Partseden med Mededsmænd, der
%
ogsaa traadte frem i andre Bestemmelser i Stadsret
50) c. 7 in VIto II, 5.
s i) Sk. L. 145 (VII, 9), A. Sun. 90.