KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

hele Slottet, men ikke fundet Brandredskaberne i ønskelig Stand eller

i tilstrækkeligt Antal. Adskillige Kaminer og Skorstensrør va r ikke ind

r e t te t med tilbørlig Forsigtighed, og paa liere Hølofter var Høet stoppet

tæ t om Skorstensrørene. Fra et af Hølofterne var der oven i Købet

Gennemgang til et Snedkerværksted.

Det blev overdraget Vicebrandmajor Mentz a t istandsæ tte Brand red

skaberne („den store Maskine, som staar i Sprøjtehuset under Slottet,

den store engelske Sprøjte, som staar i Vognremisen, 4 Gemaksprøjter

og 2 Kompagn isprø jter“) og a t levere yderlig 4 Gemaksprøjter og 10

Kompagnisprøjter, saaledes a t S lo ttet ialt fik 22 Sprøjter. For et aarligt

Vederlag af 166 Rdlr. skulde han passe Slottets Sprøjter og andre B rand

redskaber, „smøre og lapsalve dem“ . Desuden blev der anskaffet en Del

Vandtønder og -kar, navnlig til Lofterne, og paa Lofterne over Staldene

blev anb rag t tre store Vandbeholdere af Kobber. Derimod maa tte de

foreslaaede tre Trykværker, der skulde have presset Vandet op i store

Marmorbeholdere paa Loftet, vente til bedre Tider. Det samme maa tte

Forslaget om, a t Mentz mod et aarligt Vederlag paa 200 Rdlr. skulde

inspicere Brandvag terne paa S lottet 2—3 Gange om Ugen2).

Slo ttet havde fra sin Opførelse et meget indviklet System af murede

Kanaler med deri anbragte Kakkelovnsrør, som i alle Retninger k ryd

sede S lo tte t og bl. a. førtes ud under Gulvene i de lange Gange. An

bringelsen af disse Rør havde ved Slottets Bygning været overdraget

en „Pla ttenslager“ Jensen, som havde uda rbe jde t et nøjagtigt Kort over

deres Beliggenhed og senere fik det Hverv a t holde Rørene rene. Ved

hans Død gik Korte t og Rensningsarbejdet i Arv til hans Søn. Da nu

Bygningsdirektionen fand t Betalingen for Rensningen for høj, beslu t

tede man — trods Slotsfogdens meget energiske Advarsler — a t bort-

licitere Arbejdet; det blev overdraget en svensk „Pla ttenslager“ for en

Betaling, hvorom Slotsfogden udtalte, a t han ikke begreb, hvorledes

Svenskeren vilde kunne bestride Omkostningerne til Folkeløn, naar Ar

bejdet skulde gøres saa ofte og saa forsvarligt, som det burde.

Trods alle Forbedringer kunde Bygningsdirektionen saaledes ikke

fjerne den Fare, der truede fra Skorstenene og Kanalerne, og i April

1779 udta lte den, „a t Skorstensbrand oftere hænder paa Slottet, end det

192