62 / 233
54
graahaaret. Saa strøg mangen en ældre Dame sit
skjønne rige sølvgraa Haar tilbage og dækkede det
med en sort Kalot, der skjultes af den store Kappe,
og dækkede Forliovedet med en Toupé af kulørt
Haar med nogle mindre eller større Krøller ved
Siderne.
Se, det syntes man nu var saa kjønt
og klædeligt, men en nødvendig Følge af denne
Frisure var den store Kappe med Masser af store
Fiber og Blonder og brede Silkebaand baade under
Hagen og i Nakken og oventil. Det var en dyr og
besværlig Pynt, i hvis Skjønhed og Rigdom man
gen ældre Dame satte sin Stolthed. Derimod ødte
hun ikke meget paa kunstig Udsmykning af sin Mund
med Hensyn til Fornyelsen af dennes naturlige
Perlerader.
Dentistkunsten var i hin Tid i sin
første Barndom i Kjøbenhavn, enten nu Grunden
var, at man da havde bedre Tænder eller at man
ikke viste dem saa megen Omhu som nu. De kon
gelige Hof-Tandlæger Moresco og Voss kunde jo
nok pudse Tænderne lidt af, forsøge om Plomben
vilde være saa venlig at blive i en hul Tand, og
ved Hjælp af noget grinende Guld befæste en Ex-
tra-Tand paa en ledig Plads, men deres Hjælp søg
tes dog egentlig kun af de højere Klasser, og det
var den dybeste Statshemmelighed, om En havde
en »forloren« Tand, skjøndt Enhver kunde se et
Glimt af dens Befæstning. Det blev givet en se
nere Tid at aabne Ojet for Tandlægekunstens Vig
tighed for det almindelige menneskelige Velbefin