61 / 233
53
kunde vadskes, omsyes og forsynes med friske Baand;
om Vinteren aflastes den af en sort, gran eller
brun Flajels med en enkelt Blomst; den dækkede
baade Kinderne, Issen og Nakken, og dog kunde
den hele Herlighed kjabes baade hos Glassing og
Schleisner for 5—6 Rd., og endda vare mindst to
Vintre. Se, det var akonomiske Tider! De smaa
Fadder skjulte sig om Sommeren i et Par Sko eller
Brunels Stavler, om Vinteren i et Par tykkere Læ
derstavler, altid med lave Hæle.
Naar vi nu ville gjare et Spring fra de unge
Damer til de gamle, — thi dengang kunde selv
Damer blive gamle, — saa troer jeg næsten, at
man tar sige, at i hine Tider gamle Damer an
vendte mere paa Pynt og Stads, end unge, og de
vare jo i Grunden i deres gode Ret; den Gamle
maa sage ved Kunst at erstatte, hvad den Unge har
af Naturen.
Ældre Damer vare dengang et vel
komment Bytte for Frisurer og kvindelige Haarkunst-
nere. Medens de Unge lo ad disses Kunst, som de
ikke trængte til, og man ikke kjendte hele Udstil
linger i Vinduerne af svulmende Fletninger og
Kroiler uden tilsvarende Hoveder, og neppe kjendte
end sige hajt og lyt konverserede om falske Flet
ninger og deres Indmad af Uld, saa sagte den gamle
Dame jevnlig Raad og Trast hos Frisaren.
Man
undsaa sig nemlig dengang ved at bære sit eget
lidt graanende Haar tilsyne og vilde da for ingen
Pris tillade Nogen at tro, at man var helt