61 / 205
A. W. ANDERSENS SYDHAVNSPROJEKT
5 9
jende i England, at man ikke skulle indlade sig på slige foretagender
i fremmede lande, førend disses regering og folk selv havde understøt-
tet disse i gerning.« Nu skulle det offentlige altså ind i billedet med
bevillinger eller garantier.
Ved sagens fornyede forelæggelse i borgerrepræsentationen 2 1. ja
nuar 1862 udtalte Tietgen, at nu var Andersen kommet ned på jor
den, men at den reducerede kanalbredde ville være upraktisk, og nu
måtte medlemmerne forstå, at kommunalt tilskud ville blive nødven
digt, og her trampede Tietgen med velberåd hu på forsamlingens
allerømmeste tå. Man nedsatte et udvalg. Tietgen blev formand.
Den 1 1 . marts forelå udvalgsbetænkningen. Den var lammende.
Udvalget havde forespurgt Andersen, hvad han havde tænkt sig af
kommunalt tilskud. Hertil havde Andersen henholdende svaret, at
det kunne han ikke afgøre, med mindre man hentede Murray over til
en forhandling. Men vigtigere var det, at udvalget allerede den 29.
januar havde rettet en anmodning om en ekspertise til den nyopret
tede Sø- og Handelsrets søkyndige medlemmer. Retten havde konsti
tueret sig den 6. januar, men endnu ikke fungeret. Den manglende
erfaring må man vel regne medlemmerne til gode, når man hører, at
de virkelig indlod sig på at besvare anmodningen, hvilket vist må
være noget helt enestående i dansk retshistorie.
De søkyndige brød staven over Andersens planer, først og fremmest,
som man kunne vente, med nautiske argumenter. Kanalen er for
smal, og derfor farlig, bugsering vil ikke kunne etableres osv. Et sådant
responsum kunne ikke være bedre for dem, der ville fælde Andersen.
Udvalget konkluderer derfor, at kanalen ikke bør bygges, at kommu
nen i hvert fald ikke bør støtte den, og at man derfor ikke bør an
befale koncessionens forlængelse, »eftersom vi må befrygte, at der
herved alene vil tabes tid og lægges hindringer i vejen for gennem
førelsen af andre planer til sådanne udvidelser og forbedringer af hav
nen, hvortil også vi erkender at der er trang«. Den gamle havns til
hængere røber her, at de ved hvad de vil. Og man var langt fremme.
6 dage før den endelige afgørelse faldt i borgerrepræsentationen,
havde man formået indenrigsministeriet til at pålægge havnerådet at
udarbejde en ny havneplan. Andersens skæbne var altså på forhånd
afgjort. Sagen behandledes i en række møder, men forkastedes den 3 1.
marts med en overvældende majoritet. En bemærkelsesværdig vending