62 / 205
6 0
JENS V IBÆK
siden januar 1859, da planen havde vundet enstemmig tilslutning. T il
liden til Andersens muligheder for at rejse penge var naturligvis svun
det med årene, men i sidste instans var det de søkyndiges responsum
og risikoen for, at man selv kunne komme til at spytte i bøssen, der
havde virket. Men at der var nogen, der gned sig i hænderne, er givet.
Den 30. april 1862 modtog Andersen indenrigsministeriets endelige
afslag på ansøgningen om koncessionens forlængelse. I en pjece 1863
gjorde han bittert op med sine modstandere i den sidste kamp. Dermed
trak han sig tilbage fra sit virke for havnens fremtid, hvori han havde
investeret så mange af sine kræfter og en betydelig del af sin formue.
Familietraditionen vil vide, at hans havneplaner kostede ham 80.000
rdl., et efter datidens forhold overordentligt stort beløb. Den 14. sep
tember 1885 døde Andreas Wilhelm Andersen, men hans planer døde
ikke med ham.
I de år, der fulgte efter planens forlis, dukker hans tanker atter og
atter op hos oppositionen mod den nye havneplan. Navnlig fastholdt
man fra mange sider tanken om det store landvindingsarbejde sydpå,
omend man måske i mindre grad dyrkede det egentlige sydløb i den
Andersenske udformning.
I 1896, da nye sydhavnsplaner var aktuelle, skrev hans gamle med
kæmper J. P. Købke, nu general, en artikel i »Ingeniøren«, hvori han
som en af de få endnu levende, der kan huske den store kamp, gør op
med de fælles modstandere. Det er ham, der bringer den tidligere
nævnte oplysning om initiativet til den nye havneplan, som indenrigs
ministeriet accepterede 6 dage før afgørelsen faldt i borgerrepræsenta
tionen. Dermed »havde de mænd, der dengang beherskede situationen,
nået, hvad de åbent betegnede som deres mål, at slå Kallebodsplanen
ihjel«. Og Købke lægger ingen skjul på, at det var Tietgen, der var
hovedmanden i forsvaret for den gamle havns kreds af monopolister.
Og hvad vandt man så mod nord? spørger Købke, Refshaleøen, der
ikke blev havn, men skibsværft. Men for en yderligere udvidelse mod
nord er der sat bom ved bygningen af Frihavnen og ved anlægget af
Kystbanen. Her skuede Købke, som man vil vide, ikke langt nok ud i
fremtiden. Havnen er i vor tid vokset et betragteligt stykke mod nord,
nord for Frihavnen og uhæmmet af banen.
Historien om Andersens sydhavnsplaner, der her er kort fortalt, har
vel to moraler. Den ene er, at mange statslige og kommunale planer,