236 / 283
2 3 4
HENRY ST JERNQV IST
daktør, og det var vist ikke med begejstring, at han i 1926 måtte over
lade stolen til Borgbjerg efter valget, som havde ført til ministeriet
Staunings fald. Døden i 1928 skånede ham dog for videre ærgrelser.
Marinus kunne tale med en dybt overbevisende stemme, som dog un
dertiden kunne virke noget påtaget. Som debattør, mundtlig såvel
som skriftlig, var han uforlignelig, sarkastisk, ironisk, men ofte noget
letkøbt.
Fra de tidligste år oplevede jeg de tre store talere inden for social
demokratiet: F. J. Borgbjerg, Peter Sabroe og A. C. Meyer.
Men ingen over og ingen på siden af Borgbjerg som dansk folketa
ler. Begejstring, sarkasme, voldsom forargelse, mild poesi, hele ska
laen af følelser mestrede Borgbjerg, udtrykt i det smukkeste danske
sprog og med en stemmeføring fra det næsten hviskende til det tord
nende, altid melodisk som den skønneste musik. Sådan virkede Borg
bjerg på mig, lige fra jeg hørte ham for første gang - har jeg været
5-6 år - til han gik bort i 1936. Og sådan virkede han på alle.
Hans udseende prægedes af det store, tvedelte brune skæg, hvis
længde dog varierede fra tid til anden. Om grundene dertil gisnedes
der. Hans røde blissede næse var i sig selv grim, men store talende
øjne, der kunne forvandles til smalle, smilende sprækker, gav udtryk
for ånd, og så glemte man næsen.
Borgbjerg talte med hele kroppen. Armene gestikulerede voldsomt,
og han kunne læne sig langt ud over talerstolen, så man var bange
for, at han skulle tabe balancen. Og med benene stampede han, for at
give ordene eftertryk. Nogle skumlede om, at han blot efterlignede
franskmændene, især Jaurès, men uanset om han har taget noget ved
lære af denne, er det ubestrideligt, at han var en oratorisk naturbega
velse.
Borgbjerg havde i 1898 overtaget den navnkundige 5. kreds efter
P. Holm, der som den første socialdemokrat, sammen med Chr. Hør
dum, i 1884 blev valgt ind i folketinget. Med byens voldsomme ud
vikling var 5. kreds efterhånden blevet en kæmpekreds, og ved valgre
formen i 1895 blev den derfor delt i en række mindre kredse. Fra at
være bombesikker for socialdemokratiet blev den derfor noget i ret
ning af en kampkreds, og Højre satte derfor topfolk op mod Borg
bjerg ved de følgende valg. Jeg mindes vælgermøderne i 1909 og
1910 i Kongens Have, hvor der blev talt fra den store musiktribune.