241 / 283
ERINDR INGER II
2 3 9
Jeg mindes ikke at have hørt Sabroe holde et almindeligt, politisk
foredrag. Det var altid konkrete sager, han beskæftigede sig med,
sager, som han rejste i »Socialdemokraten« som journalist og fulgte
op ved foredrag rundt om i landet og undertiden i folketinget. Jeg
erindrer et møde i Prins Vilhelms Palæ ved Set. Annæ Plads, ejen
dommen er senere overtaget af et benzinfirma. Peter Sabroe stod på
scenen og talte om forholdene for de unge piger på Jægerspris, men
der var flere, der fik lov til, eller i hvert fald rent faktisk gjorde det, at
kravle op på scenen for at være ham nærmere. Jeg var een af dem.
Sabroe var som sædvanlig meget stærk i sine udtalelser, og med sin
noget ru stemme og med sin voldsomme gestikulering havde han for
samlingen med sig. Han svedte stærkt, synligt for os, der stod i nær
heden af ham. Da ordet blev givet frit, slappede han af og spiste bol
cher og delte med os børn.
Det var dog ikke alle i partiet, der kunne følge ham, og han har da
sikkert ofte i sin ensidige kritik gjort uret over for nogle af dem, som
han angreb. Men det tænkte en beundrer ikke på dengang. Det kom
engang til et åbent opgør med en anden socialdemokratisk journalist,
Brochmann, der på fagets vegne havde færdedes en del i Nyhavns
kvarteret og i »Socialdemokraten« havde skrevet undskyldende bl. a.
om alfonserne, noget i retning af, at samfundet var medskyldig i, at
de var kommet ud i uføret. Der blev arrangeret et møde i »Kæden«s
store sal, hvor vælgerforeningen i 7. kreds holdt til. Brochmann vir
kede temmelig forsagt, og Sabroe kørte frem med de store kanoner
mod ham, så forsamlingen helt overgav sig. Den eneste, der ikke
gjorde det, var Andrea Brochmann, gift med B., men hun gjorde
egentlig ondt værre ved sin grædende afslutning, hvor hun bebrejdede
forsamlingen dens holdning. Hun var allerede dengang borgerrepræ
sentant, og jeg traf hende senere, da jeg selv kom ind i denne forsam
ling, men jeg hentydede aldrig til mødet i »Kæden«.
Brochmann traf jeg mange år senere en valgnat på »Socialdemo
kraten«, og inden resultaterne begyndte at indløbe, fik vi en passiar,
men heller ikke over for ham berørte jeg det pinlige møde i »Kæden«.
Derimod fortalte jeg ham, at jeg med glæde havde læst en roman,
som han, før krigen, havde skrevet. Det var dengang på mode at ud
sende romaner i subskription med ugentlige hefter å 16 sider og pris 6
øre pr. hefte.