239 / 283
ER INDR INGER II
2 3 7
spagfærdigt sagde, at hvis Kongen havde spurgt ham til råds, ville
han have sagt: »Deres Majestæt. De har trådt i spinaten«. Det blev jo
Majestætens erkendelse heraf i forbindelse med Harald Jensensk-præ-
gede overvejelser, der fik det hele til at glide.
Borgbjerg var givet bedst over for de store forsamlinger, men han
undslog sig ikke for at deltage i møder i små lokaler. Det skete ikke
sjældent i Karl Marx klubben, der på den tid var centrum for en kri
tisk venstreorienteret opposition mod partiets ledelse. Normalt varede
møderne til kl. 12 (24), og som timerne gik, kunne Borgbjerg komme
mere og mere i defensiven. Men når han så ved 11 -tiden tog sit lom
meur op af vesten og med et affabelt smil erklærede, at nu måtte han
desværre op på bladets redaktion, var der ikke andet for end at tage
det til efterretning, selv om man jo havde lov at tænke sit.
Ved et andet møde i klubben, først i tyverne, havde den 16 - 1 7
årige Ib Kolbjørn haft ordet, og jeg husker, at Borgbjerg lænede sig
hen til en sidemand og hviskede: »Han vil blive til noget«. Og deri fik
han jo ret.
Kun ved en enkelt lejlighed kom jeg i personlig kontakt med Borg
bjerg. Det var valgnatten 1929, hvor jeg, i lighed med tidligere, var
på »Socialdemokraten« for at lave prognoser og udregne det endelige
resultat. Borgbjerg kom jævnligt ind til mig og blev så løbende orien
teret om, hvorledes udsigterne tegnede sig. Jeg havde slutresultatet kl.
2 om morgenen, og Borgbjerg rasede over, at indenrigsministeriet
endnu ikke var kommet med det officielle resultat. Det kom først kl.
4. Jeg skylder dog at tilføje, at det ikke ved senere lejligheder lykkedes
mig at være så heldig.
Selv om Borgbjerg utvivlsomt nød at være minister, lå hans evner
dog ikke på det administrative felt. Det fortælles, at da han var blevet
socialminister i 1924, spurgte han departementschefen, den højtbega-
vede Henrik Vedel, hvornår han mødte i ministeriet, hvortil Vedel
svarede, at ministeren plejede at få referat kl. 3, og så blev der ikke talt
mere om det. Samme Vedel havde i øvrigt efter eget udsagn sin stør
ste interesse ved formiddagsgerningen som ulønnet fransklærer i Fr.
Barfods skole i Aabenraa. Hans undervisningsform skal have været
mere fri end selv de mest avanceredes nutildags. Jeg har dette fra
nogle af hans elever.
For at vende tilbage til mine drengeår: dengang var det jo ikke,