240 / 283
238
HENRY ST JERNQV IST
som det efterhånden er blevet, noget misliebigt for en socialdemokrat
at erklære sig som socialist. Tværtimod. Ethvert møde, og ikke alene
grundlovs- og førstemajmøderne, endte uvægerligt med, at taleren
udråbte et Leve for socialismen. Og dette blev lige så selvfølgelig ef
terfulgt af et spontant råb fra forsamlingen: »Taleren leve«. Dette
gjaldt for enhver taler af nogenlunde standard.
Borgbjerg lagde aldrig skjul på sin landlige oprindelse og den ind
stilling, den af Grundtvig inspirerede højskolebevægelse havde givet
ham. Vers af Grundtvig indflettedes ofte i hans taler. Men også
Bjørnstjerne Bjømson blev tit citeret, især hans »Takt, takt, pas på
takten. Den er mer end halve magten«. I dag synes disse ord at være
glemt.
Bøndernes andelsbevægelse, herunder især brugsforeningerne,
havde præget Borgbjerg dybt. På dette område var han faktisk en pi
oner med hensyn til at få arbejderbevægelsens accept af at regne med
kooperationen som et ligeberettiget led sideordnet med den faglige og
politiske bevægelse. Denne treenighed var et hyppigt tema i hans
taler. Han så med sympati på, at visse oppositionelle kredse inden for
socialdemokratiet fik afledet deres revolutionære tilbøjeligheder ved
at gå ind i det praktiske arbejde med at oprette københavnske brugs
foreninger i årene før i . verdenskrig.
Borgbjerg var så udpræget internationalt indstillet, og han opflam
mede os til begejstring ved tanken om Europas forenede stater. De
praktiske problemer husker jeg dog ikke, at han kom ind på. Han
indså dem vel nok, men en agitators opgave er jo ikke at så tvivl.
I 1 9 1 3 var jeg på feriekoloni ved Knudshoved, og da vi hørte, at
Peter Sabroe var omkommet i forbindelse med en togulykke ved
Bramminge, sænkede vi flaget på halv stang. Der var en ægte sorg
blandt os drenge. At han var socialdemokrat betød ingenting, nej, det
var ham Peter Sabroe med det varme hjerte over for mishandlede
børn og andre, der var kommet på livets skyggeside, som vi mindedes
med oprigtig sorg.
Når mine forældre sad på skrædderbordet og drøftede politik og
personer, sagde far, at Borgbjerg var en fin taler, men Sabroe var, ja
udtrykket husker jeg ikke præcis, men det var noget i retning af mere
grov i det, og denne bedømmelse dækker forskellen mellem de to hver
for sig så store talere.