242 / 283
2 4 0
HENRY ST JERNQV IST
»Åh, herregud«, sagde Brochmann, »jeg kunne desværre ikke
skrive så hurtigt, at jeg kunne følge med i de ugentlige udsendelser, så
da jeg var kommet midt i romanen, der skulle fylde 64 hefter, måtte
jeg give op og bede A. C. Meyer, der jo havde en meget let pen, om
at afslutte værket. Formedelst vistnok 1.000 kr.«
Sabroes sidste år blev bitre. Han lagde sig mere og mere ud med
ledende folk i partiet, og han udgav nu et ugeblad »Lille Poul«, hvori
han mere frit end i »Socialdemokraten« kunne føre sin personlige
linje på de sociale områder. Måske var det bedst for ham, at han døde
så tidligt, kun 46 år gammel.
A. C. Meyer var også en folketaler af de sjældne, men så helt an
derledes end Borgbjerg og Sabroe. Udseendet var sydlandsk, staturen
høj og kraftig, og der var altid noget kunstnerisk over ham. Stemmen
var behagelig, måske noget affekteret, og det var ligesom hans skue-
spilleragtige fremtræden nærmede sig det krukkede, f. eks. når han
med udadvendte håndflader så ned på gulvet med dvælende blikke.
Det var vist det, man kalder poseren.
Jeg oplevede ham tit, på den lille grønne plæne ved Søndermarken,
i Rømersgade 22, i »Kæden« m. v. Jeg bed mærke i een udtalelse af
ham: »Det er ikke nødvendigt for arbejderne at læse Karl Marx; de
skal blot følge deres instinkter, så handler de i Karl Marx’s ånd«. Og
det turde være rigtigt.
A. C. Meyer var lyrisk begavet, og versene flød fra hans pen. Det
hørte med til et besøg af ham, at han efter sit foredrag læste nogle af
sine digte, men særligt husker jeg hans deklamering af Holger Drach-
manns »Engelske socialister«. Den spytklat, han afleverede, når han
kom til passagen, hvor arbejderen smider symbolet på sin klasse: ka
sketten, kan jeg endnu se for mig. Han var i mange henseender en en
spændernatur. Det gav sig f. eks. udtryk i, at han trods partiets anti-
militaristiske indstilling, som han ganske delte, alligevel talte for mili
tærmusikkens bevarelse. Hans glæde ved musik og sang, som var gået
i arv til hans to døtre Kate og Lise, begge med en stor karriere, gav sig
bl. a. udtryk i, at han startede »De vandrende sangere« og selv gik i
spidsen som »oberst« fra by til by.
Den kendteste af de sange, som A. C. Meyer med så let hånd strø
ede ud, blev »Flyv højt vor sang på stærke vinger«. Den blev skrevet
til den internationale socialistiske kongres i København i 1910 på »In