247 / 283
ER INDR INGER II
2 4 5
af Chr. Chr. Jeg gav dog ikke op, men skrev igen, denne gang lidt
over een spalte, og nu nøjedes han med at svare med 2/2 spalte, af
sluttende med det råd til »Socialist« at læse Karl Marx.
Det tog jeg så bogstaveligt, at jeg besluttede hver aften at gå op på
folkebiblioteket i St. Kongensgade på første sal og læse 10 sider af
»Kapitalen«, den danske udgave. Efter 5 aftener opgav jeg dette,
fordi jeg ikke forstod et ord af alt det om værdilæren.
Chr. Christensen fik sine store dage under krigen, kulminerende
under de store arbejderuroligheder i 1917. Jeg husker et massemøde,
hvor der angiveligt var samlet 50.000 mennesker, og hvor han
trængte igennem med sin kraftige stemme, trods manglende mikrofon,
der jo ikke fandtes dengang. Men jeg erindrer også et socialdemokra
tisk møde i Gothersgades eksercerhus, hvor det lykkedes syndikali
sterne med deres råben og skrigen at ødelægge mødet. Det virkede
ubehageligt på mig, at Chr. Christensen, som jeg stod lige ved siden
af, skadefro grinede af sine tilhængeres bedrifter.
I årene efter krigen kom det til splittelse inden for arbejderbevægel
sens venstrefløje, og efter et kort besøg hos kommunisterne gled Chr.
Christensen ud af det hele, flyttede ud på landet og levede vist ret
kummerligt til sine dages ende.
I sine sidste leveår skrev Chr. Christensen en erindringsbog, »En
rabarberdreng vokser op«. Den giver en malende skildring af 8o’ernes
elendige forhold for arbejderne, og jeg læste den med stor interesse.
Bogen blev i »Historiske Meddelelser om København« anmeldt af
overarkivar ved Rigsarkivet Henry Bruun. Heri henviste han til fan
tasiens verden en 50 sider lang skildring af en slagter Eriksens skæbne,
slået ihjel af politiet, på et falsk grundlag, og fulgt til graven af en tu
sindtallig skare fra Nørrebro til Vesterbro. En række af Henry Bruuns
argumenter forekom mig diskutable, og på grund af sympati for Chr.
Christensen og hans minde, skrev jeg en »antikritik«, men trods flere
hundrede timers arkivstudier, også i årene derefter, har jeg, erken
dende, at Henry Bruun i hovedsagen vist har ret, måttet opgive at
finde ud af, på hvilke fakta beretningen om Eriksens skæbne er op
bygget.
Men begavet var Chr. Christensen.
I 1910 flyttede vi fra Landemærket til Adelgade 64 på en 5. sal.
Ejendommen var forholdsvis ny, bygget i 1890 med et forhus, hvor vi