244 / 283
242
HENRY ST JERNQV IST
kerpande«. Han havde en forholdsvis dyb stemme og talte meget ind
trængende og overbevisende. Måske noget salvelsesfuldt. Da han var
kommet i vælten i 191 7, karakteriserede BT ham i et interview som
en prælattype. A f en eller anden grund var han tidligt kommet i et
modsætningsforhold til Marinus Kristensen, i hvert fald mindes jeg
den edder og galde, hvormed han altid, og tit, omtalte M .K . i »Soli
daritet«.
Bladet var baseret på en kritik af de faglige ledere, og Chr. Chri
stensen lagde ikke fingrene imellem. Det var sprogets groveste udtryk,
som blev anvendt, når »pamperne« skulle karakteriseres. Det gik
navnlig ud over arbejdsmændenes Lyngsie og ganske særligt over
smedenes I.A. Hansen, og man kan selvfølgelig godt forstå, at de blev
knotne. Jeg erindrer et møde i Karl Marx klubben, hvor I.A. Hansen
havde været indleder. I diskussionen deltog en meget skrivende syndi
kalist, Carl Nielsen, med nogle spørgsmål, men I.A. Hansen ignore
rede dem ved, siddende bred og myndig, at udtale: »Jeg troede ikke,
vi var kommet til syndikalistmøde«. I Karl Marx klubben var vi vant
til, at alle spørgsmål blev besvaret, og derfor føltes I.A. Hansens reak
tion meget pinlig.
»Solidaritets« angreb på »pamperne« var dog kun en enkelt side af
dets virke. Chr. Christensen førte også en ideologisk linje. Han havde
fra Frankrig hørt om, eller læst om, den syndikalistiske bevægelse, og
den søgte han nu at overføre til danske forhold. Teorien gik kort ud
på, at arbejdernes klassekamp skulle føres direkte på de enkelte ar
bejdspladser, med pludselige strejker, sabotage etc. og udmundende i
generalstrejken. Selve tanken om, at arbejderne ikke blot skulle lade
sig lede af en faglig top, men at de skulle være aktive på de enkelte
arbejdspladser, tiltalte mig altid, selv om mine tanker gik i retning af
at få skabt en —stor —medindflydelse på virksomhedernes ledelse.
Altså noget i retning af det, som nu er under debat: økonomisk demo
krati. Bagved ligger ønsket om at få klassekampen afløst af en positiv
medvirken til produktionens fremme og arbejderne hævet fra at være
en undertrykt klasse til ligeberettigelse i virksomhederne. Med Chr.
Christensens kritiske og følelsesmæssige indstilling ville han dog sik
kert aldrig have accepteret dette synspunkt, men stadig have lagt vægt
på den negative side i syndikalismen.
Men hvorom alting er. Disse mine tanker om det positive, der