243 / 283
ER INDR INGER II
2 4 1
ternationale«s melodi, men sandt at sige er indholdet et andet end
den originale franske tekst. Så ligger den af kommunisterne og andre
accepterede »Rejs jer, fordømte her på jorden« meget nærmere origi
nalen. A. C Meyers version minder mere om en dansk fædrelands
sang, men sådanne har jo også deres berettigelse, og det er da i hun
dredvis af gange, at jeg var med til, og med begejstring, at brumme
med på »Flyv hø j t . . . «
Og det var tonerne af Internationale, der gjorde kongressen i 1910
så uforglemmelig for alle, der deltog i de forskellige arrangementer,
først og fremmest det kæmpemæssige demonstrationstog gennem
byens gader til Søndermarken, hvor vi oplevede de store koryfæer
med Jean Jaurès, August Bebel og Vandervelde i spidsen.
I det socialdemokratiske vittighedsblad »Ravnen« havde A. C.
Meyer før krigen en serie med sine erindringer. De var præget af et
lyst syn på tilværelsen, og han sluttede med, at der ved hans begra
velse skulle lyde muntre sange. Men A. C. Meyer blev på sine gamle
dage en bitter mand. Han kunne f. eks. ikke tage dette, at Stauning
fik en fortjenstmedalje i guld, medens den medalje, som han fik, kun
var af sølv.
A. C. Meyer havde aldrig deltaget i de ellers almindelige angreb på
kirke og religion, men man havde indtryk af, at han nærmest havde
en panteistisk indstilling. På sine gamle dage blev han dog overbevist
kristen, hvad han forkyndte i radioen, men det virkede alligevel pin
ligt, da han ved Karl Marx klubbens 50 års stiftelsesfest i 1936 deltog,
efter eget ønske, da det jo var ham der i sin tid havde stiftet klubben,
og ganske værkbruden blev båret ind i Rømersgades forsamlingsbyg
nings store festsal. Han blev ført hen til tribunen, og hængende på et
par ledsagere talte han fra gulvet til forsamlingen. Det blev kun til en
ganske uhørlig hvisken, men pludselig gjorde han en anstrengelse og
sagde med høj røst: »Min frelser Jesus Kristus«.
I 1 9 1 1 var der dannet en oppositionsbevægelse inden for fagbevæ
gelsen, »Fagoppositionens sammenslutning«, og den udgav fra 1912
et ugeblad »Solidaritet« med Chr. Christensen som redaktør. Og
dette blad købte vi hver lørdag fra en kiosk på Kongens Nytorv.
Chr. Christensen havde jeg oplevet ved mangfoldige møder fra min
tidlige barndom. Han var noget under middelhøjde, men ikke just
spinkel, havde tilbagestrøget hår, der bevirkede, at han fik en »tæn
16