![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0237.jpg)
ER INDR INGER II
2 3 5
Højre havde opstillet overretssagfører Poul Rasmusen - med eet s -
og folk tog det nærmest humoristisk, når han forklarede, at hans navn
udtaltes Rasmusen, med tryk på mus. Det var dengang mere sædvan
ligt end nu, at man som led i argumentationen fortalte, hvad modstan
deren tidligere måtte have sagt og skrevet. Måske benyttede Poul Ras
musen sig mere heraf end andre, jeg er dog ikke sikker herpå, men der
gik i hvert fald ikke lang tid, før forsamlingen reagerede på P. R.s ud
sagn om, at »han sagde« med råbet »Hvad sagde han?«. Det blev der
megen munterhed af, hvergang det skete, og det skete tit, men Poul
Rasmusen tog det altid med et smil og havde et kvikt svar parat. I det
hele taget havde man indtryk af, at han var glad for afbrydelser for,
som onde tunger påstod, at komme væk fra den saglige debat. Poul
Rasmusen kom jo ikke ind i folketinget ved disse valg, men det lykke
des for ham senere at komme ind i landstinget, og ved de afsluttende
forhandlinger, der førte til den nye grundlov af 1915, spillede han en
betydelig rolle.
Ved disse vælgermøder udfoldede Borgbjerg sine evner som poli-
tisk-taktisk debattør, og han nød ganske øjensynligt skuespillet, sikkert
også at det store flertal af forsamlingen var på hans side.
Nogle år senere oplevede jeg Borgbjerg i folketinget, hvor der i
1916 var store debatter om salget af de dansk-vestindiske øer. Den
gang havde rigsdagen endnu til huse i Bredgade, dér hvor Østre
landsret har lokaler, og hvortil rigsdagen var flyttet hen efter Chri-
stiansborgs brand i 1884. Jeg overværede forhandlingerne fra tilhører
pladserne øverst på galleriet.
Uanset at venstreregeringen i 1902 havde foreslået et sådant salg,
der dog ikke blev gennemført, da højre mobiliserede en 99 årig lands
tingsmand, hvorved stemmerne var kommet til at stå lige, så gik nu
ikke alene højre, men også venstre imod salget. Diskussionen i folke
tinget kom dog næsten udelukkende til at dreje sig om det etiske
spørgsmål, om en minister måtte lyve —eller for at bruge et pænere
udtryk: fremsætte et urigtigt dementi. Dette havde nemlig både den
daværende udenrigsminister Erik Scavenius og finansministeren Ed
vard Brandes gjort, idet de over for pressen havde benægtet, at der
med USA foregik forhandlinger om salget af øerne. Om dette etiske
problem gik forhandlingerne altså højt i folketinget, og Borgbjerg var
meget aggressiv i sin polemik mod oppositionen. Han tog stabler af