87 / 138
een i „Acta Eruditorum“ (Leipzig). De mest betydningsfulde af hans Publikatio
ner er samlede i „
Operum mathematico-physicorum“
I—III, Kbh. 1740—41. Dette
Værk, der bl. a. indeholder hans berømte
„Basis astronomiæ
har særlig Betyd
ning, fordi
Horrebow
her har overleveret os
Rømers
Ideer, som denne havde meddelt
ham mundtlig, og som derfor ellers, da
Rømer
jo saa at sige aldrig selv befordrede no
get i Trykken, havde været tabt for Eftertiden.
Af Almanakkerne fra 1714 og til 1753, da
P. N. Horrebow
trak sig tilbage fra Le
delsen af Observatoriet, er Aargangen 1714 beregnet af den tidligere her omtalte
Ra-
mus,
1715 og 1716 af
Christen Agerholm,
som den Gang observerede paa Rundetaarn.
Aargangene 1717—1720 har
P. N. Horrebow
selv Ansvaret for.
Niels Krog,
der 1716
blev Student og som saadan ogsaa arbejdede paa Observatoriet, tog Aargangene 1721
—25 paa sin Kappe, medens hans ældre Kollega paa Taarnet
Laurits Brøndlund
(Student 1712) klarede Aargangene 1726—29.
Peder £euthen,
der var Horrebows
Assistent og 1745 døde som Professor i Matematik ved Odense Gymnasium, lavede Al
manakken for 1730. Den senere som Højesteretsassessor uheldige
Niels Pedersen Horre
bow
(han blev Aar 1747 afskediget som saadan paa Grund af Kassemangel) er Bereg
ner af Aargangene 1731—38, hvorefter
Christian Pedersen Horrebow
tog fat (Aar
gangene 1739—70).
Udenlands havde
P. N. Horrebow
et stort Navn; han var Medlem af de viden
skabelige Selskaber i Paris og Berlin. Aar 1746 blev han Medlem af det kongelig danske
Videnskabernes Selskab. Han stod i ærefuld Brevvexling med de berømte Astronomer
Mairan i Paris og de Tisle i St. Petersborg. Imellem de Velyndere, han trods sine
simple Sæder havde, var
Peter den Store,
som under sit Ophold i København 1716
hyppigt besøgte Taarnet og yndede Horrebow i den Grad, at han daglig lod ham
spise ved sit Taffel og siden, men forgæves, gjorde alt for at trække ham til Rus
land74).
Foruden at tjene som Observatorium gjorde Rundetaarn sig i de Tider ogsaa
nyttigt paa anden Vis: da nemlig Skagens „gamle Fyrtaarn“ opførtes 1745, blev den
dertil forfærdigede, nye, saakaldte „Pharus eller Søe-Lygte“ den 2. Marts 1750 møjsom
meligt hejst op paa Rundetaarns Platform, for at man — inden den indskibedes til sit
Bestemmelsessted — kunde forvisse sig om, at den nu ogsaa var i Stand til at „præstere
den forventede Effect“. Den 6. Marts kunde „Kiøbenhavnske danske Post-Tidender“
— som „Berlingske Tidende“ den Gang hed — meddele sine Læsere, at man den fore-
gaaende Aften havde prøvet den store Fyrlygte, og at den samme Dags Aften fra Taar
net paany vilde brænde over Staden. „Pharus“, der maalte sine 12 Alen i Omkreds og
5 i Højden og var sammensat af 56 Lamper, der som Baggrund havde blankt polerede
74) G.U., 38.
84