88 / 138
Messingplader, bestod med Glans Prøven, idet det konstateredes, at dens Straaler
rakte 5 Mil ud over Søen. Den 13. April blev den hejst ned og den 25. s. M. sendt
til sit Bestemmelsessted.
Efter at have tilbragt sine sidste Aar „aldeles i Barndom“75) døde
P. N. Horre
bow
den 15. April 1764, næsten 85 Aar gammel.
h r i s t i a n
P
e d e r s e n
H
o r r e b o w
,
der som tidligere nævnt blev Faderens Efterføl
ger, efter at han alt 1743 var bleven Professor designatus og fra 1753 havde be
stridt hele Embedet, var videnskabelig set af langt ringere Kaliber end Faderen. Han
interesserede sig mest for Observation af Solpletter og blev derved klar over deres Pe
riodicitet.
C. H.
synes forøvrigt at have været en af de første Astronomer, der har ar
bejdet systematisk paa dette Omraade7'1). Han er ogsaa Forfatter til nogle anonyme
Meddelelser om Solpletter i Videnskabernes Selskabs historiske Almanakker for 1770—
7777). Meddelelsen for 1772 stammer dog fra
Rasmus Jansen.
Grunden til at disse
Meddelelser bliver kortere og kortere, er, at de er begyndt ved et Maximum og endt ved
et Minimum af Solpletter. Hans øvrige videnskabelige Virksomhed indskrænker sig el
lers hovedsagelig til Smaadisputatser, hvis Æmner han hyppigt laante fra Faderens
Værker. Af større Arbejder har han kun efterladt sig en Lærebog i Astronomi:
„Ele
menta astronomiæ sphæricæ
der dog for største Partens Vedkommende ikke er
andet end en Samling af tidligere udgivne Disputatser. Ligesom Faderen og den før
nævnte ældre Broder
Niels
interesserede han sig specielt for Beregning af Paa-
skefesten.
Medens
C. Horrebow
var Professor, indtraf der to berømte Venuspassager. Den
første, den 6. Juni 1761, observerede han og Broderen
Peder
tilligemed
Rodkiær
paa
Rundetaarn.
C. H.
benyttede en 22 Fods Kikkert,
P. H.
en 17 Fods foruden en
Kvadrant, medens
Rodkiær
havde Ækvatorealen i Brug's). Da Tidsbestemmelsen imid
lertid var mangelfuld, fik Observationerne, hvorom
C. Horrebow
forøvrigt offentlig
gjorde en Afhandling70), ingen videnskabelig Betydning. Det kan ikke have været Man
gel paa Medhjælpere, der bevirkede, at det gik som det gik, thi foruden Honoratiores
som Grev
Thott
„brillerede vores Observatorium ellers den Dag af 14 Astronomis, som
75) G.U., 37.
76) A.N., Bd. 50, col. 257—262.
77) N.N., II, 98.
78) R.O., 1761, 109— 125.
79) V.S.S., 1765, 373—88.
85