91 / 203
Asserbo-lejren
Hvis staten, kommunerne eller offentligt støttede private institutio
ner iværksatte nødhjælpsarbejder - som oftest i form af mindre vej-
forbedringer —, måtte udbetaling af arbejdsløshedsunderstøttelse kun
finde sted, såfremt pågældende ledige ikke kunne få beskæftigelse ved
nødhjælpsarbejdet. Vilkårene skulle i øvrigt være sådanne, at flest
muligt kom i arbejde, at det ville være mere fordelagtigt at blive til
knyttet et sådant projekt end at hæve understøttelse, men at det sta
dig skulle være mest lønnende at finde andet, normalt arbejde. Den
sidste forudsætning klaredes ved at reducere arbejdstiden - og der
med lønnen —med 25 %.
I områder, hvor der herskede betydelig arbejdsløshed, skulle ar-
bejdsdirektøren (Arbejdsdirektoratets chef) »virke for« oprettelsen af
uddannelseskursus for ledige, for 2/3 vedkommende finansieret af Ar
bejdsløshedsfonden.7 Fonden kunne endvidere give tilskud til arbejds
løse, der ønskede at deltage i et længerevarende kursus på f. eks. folke
højskole, fagskole eller handelsskole. I undervisningsperioden modtog
den arbejdsløshedsforsikrede som hovedregel normal dagpengesats,
mens den ikke-forsikrede tildeltes 1 kr. om dagen. Højskoleophold
skulle helst henlægges til månederne oktober-april, hvorimod kurser
specielt tilrettelagt for arbejdsløse burde foregå i perioden januar
marts, i begge tilfælde den årstid, hvor ledigheden var størst. Valgfri
heden mellem de nævnte uddannelsesmuligheder indskrænkedes dog
gennem en bestemmelse om, at arbejdsløshedskurser primært var be
regnet på de i området bosiddende familieforsørgere i aldersgruppen
18-55 å-b mens unge ugifte såvidt muligt skulle tilbydes ophold på
højskole, fagskole o. s. v.s
Det er allerede nævnt, at arbejdsløshedslovgivningen stort set var
uhensigtsmæssig i relation til de ungdomslediges behov. Ser vi nemlig
bort fra den aldersmæssige barriere for optagelse i en A-kasse (18 år)
og dermed kriteriet for at få udbetalt dagpenge, og ser vi ligeledes
bort fra bestemmelsen om generelt 12 måneders forudgående arbejde,
før understøttelsen kunne få virkning, faldt en betydelig del af de
unge igennem systemet, fordi de var ugifte.9 I praksis gik nemlig fa
milieforsørgere frem for enlige, når der skulle anvises arbejde, men
med dette menneskeligt forståelige hensyn fulgte, at unge enlige skub
bedes over i rækken af langvarigt arbejdsløse, altså til den socialt og
økonomisk hårdest ramte kategori, stort set henvist til socialhjælp. In
91