110 / 425
9 6
BOLIG- OG BYGGEFORHOLD
finansieringsmuligheder har kvaliteten af lejlighederne været bedre, i de mere
knappe tider har man forringet udstyret.
På ét område skete der dog ingen forringelse, nemlig med hensyn til
va rm eiso lerin g en .
Årsagen hertil kan henføres til, at det efter krigen oprettede
byggeforskningsinstitut talmæssigt havde fastslået, at udgiften til varmeisole
ring gennem dobbelte vinduer, isolerende sten m. m. medførte besparelser
ikke blot i de årlige driftsudgifter (som betales af lejerne), men også i anlægs
udgifterne gennem mindre kedelanlæg m. m.
På grundlag af forskellige foretagne boligundersøgelser og en arkitekt
konkurrence har fællesorganisationen af almennyttige danske boligselskaber
fået skabt et
s ta n d a r d k ø k k e n sæ t
,
kaldet »Dansk køkkensæt«, bestående af en
række forskellige elementer, som leveres færdige fra fabrik, og kan sammen
sættes til forskellige køkkener. I september 1955 meddelte Københavns kom
mune, at man for at yde kommunal garanti til nybyggeri stillede som krav, at
køkkenerne blev udført som elementkøkkener efter standarden, »Dansk
køkkensæt«.
De foretagne boligundersøgelser viste iøvrigt, at 60 pct. af lejlighedsinde
haverne (af de med børn endog 90 pct.) ønskede
s p is e k ø k k e n ,
og denne
køkkentype, der hidtil næsten ikke fandtes i København, begyndte nu at
forekomme i en del tilfælde i nybyggeriet.
Også i det andet »tekniske« rum i lejlighederne,
b a d e væ relse t,
skete der,
især i efterkrigsårene en udvikling. Det tidligere en del anvendte brusebad
installeret i et mikroskopisk W.C.-rum uden vindue, afløstes af et rum med
vindue og indmuret badekar, ofte siddebadekar.
Lejlighedsplanerne for nybyggeriet var i krigens første år præget af en
tendens til flere små
kam re ,
hver med selvstændig indgang fra entréen, således
at kamrene var velegnede som soveværelser for børnene, men senere er ten
densen gået mere i retning af, at kamrene er blevet annexer til opholds
stuen og kun har adgang gennem denne. Dette hænger også sammen med, at
det i almindelighed er billigst at lægge gangarealet ind i opholdsstuen ved at
lade denne være gennemgang til kamrene.
Set udefra er det de indbyggede
a ltan er,
ofte af altan/karnaptypen, der
præger byggeriet i de femten år, bortset fra de år under krigen, hvor det på
grund af materialemanglen var forbudt at lave altaner. Altanerne blev i
30’erne almindelige som »brandaltaner«, der krævedes til erstatning for den
afskaffede køkkentrappe, men de viste sig iøvrigt at tilfredsstille et rekreations
behov. De forskellige boligundersøgelser har vist, at næsten 100 pct. af be
boerne anvender altanen, og at man ikke vil undvære den.
Den øgede udnyttelse af altanerne hang også sammen med den
friere
u d fo rm n in g a f b eb ygg elsen ,
som allerede var trængt frem i 30’erne, men slog
afgørende igennem i 1940’erne, idet man forlod karréformen til fordel for
fritliggende længer. Det blev også almindeligt, at samme bygherre i løbet af
få år bebyggede et større areal med beboelsesblokke; som eksempel herpå