28 / 425
14
INDLEDNING
50 pct., og at de nybyggede lejligheders udstyr var ringere end standarden
før krigen.
Folketallet
den 5. november 1943 optaltes til 714.600 eller en stigning i
løbet af et år på 3.300. Dette sidste tal fremkom ved et fødselsoverskud på
7.400, og et indvandringsoverskud på
4.100, altså en for boligefterspørgse
len gunstig udvikling. Men antallet af ledige lejligheder var dalet til knap et
par hundrede, og at opdrive en ledig butik endsige et kontor- eller lagerlokale
eller et værksted var så godt som ugørligt. Fremlejenævn oprettedes ved lov
af 29. maj 1943, hvortil henvistes sager vedrørende lejemål om enkelte værel
ser og om møbleret lejlighed eller del af en sådan. Nævnet ophævedes i 1955.
Der var en almindelig følelse af, at situationen var ved at tilspidse sig, og
at den kommende tid ville forøge vanskelighederne for byggeriet. Kapaciteten
indenfor kommunens husvildeafdeling var stærkt anspændt, og navnlig havde
familier med børn stigende vanskeligheder ved at finde en bolig. Kommunal
bestyrelsen følte sig under disse forhold foranlediget til i en skrivelse af 13. sep
tember 1943 at rette henvendelse til indenrigsministeriet om at tilvejebringe
regler, der i nogen grad kunne afbøde vanskelighederne. F. eks. pegede man på
indførelse af fremlejepræmier, forbud mod at enligtstillede, der ikke hidtil
havde været selvstændige lejlighedsindehavere, lejede egen lejlighed m. m.
Den socialdemokratiske gruppe mente endda, at tiden måtte være inde til som
en midlertidig nødhjælp gennem et særligt offentligt organ at indføre en art
tvungen anvisning af alle ledigblevne lejligheder. Knapheden på bygge
materialer, der efterhånden omfattede tømmer, bygningsjern, søm og cement,
førte iøvrigt til nye restriktioner. Således blev det ved handelsministeriel be
kendtgørelse af 29. juli 1943 forbudt at opføre sommerhuse og feriehytter, at
foretage udvidelse af enhver art af beboelsesbygninger samt at bygge for
lystelsesetablissementer, restaurationer, hoteller, boder, kiosker, bade- og lyst
huse in. v.
Arbejdsløsheden
var trods stigende materialemangel og andre vanskelig
heder i 1943 endog lavere end i 1942. I hovedstaden var arbejdsløshedspro
centen i sommermånederne 4 -5 , i oktober-november godt 8 og endnu i
december knap 12. I provinsen var arbejdsløsheden endda adskillig lavere, og
beskæftigelsen var så høj som aldrig før. Det var dog ved at gå op for befolk
ningen, at højkonjunkturen hvilede på et mildest talt ustabilt grundlag, skabt
som den var ved arbejdet for tyskerne, den arbejdskrævende teknik, erstat
ningsproduktionen og de i udlandet beskæftigede. Der kunne nok være grund
til at grue for den dag, da erhvervslivet skulle omstilles til fredsproduktion,
og hvor indtjeningsmulighederne måtte befrygtes at blive stærkt formindsket.
Magistraten fandt det under disse omstændigheder nødvendigt at udarbejde
en
beredskabsplan
til imødegåelse af den forventede store arbejdsløshed efter
krigen; denne plan færdigbehandledes af borgerrepræsentationen i januar 1945
(se det følgende).
I løbet af 1943 fandt en række voldsomme begivenheder sted, der ligesom