24 / 425
10
INDLEDNING
En opgørelse i efteråret 1942 over
arbejdsløsheden
i hovedstaden gav et
ret gunstigt resultat. Af ca. 200.000 organiserede arbejdere var sommeren
igennem og endnu ved udgangen af oktober ca. 170.000 i arbejde, hvilket
var ensbetydende med, at beskæftigelsen var nogenlunde den samme som i de
i beskæftigelsesmæssig henseende ret gode år 1936-39. Sammenlignet med
provinsen var beskæftigelsen i hovedstaden dog langt fra tilfredsstillende; i
denne henseende var udviklingen fra 1940 fortsat, således at nu 3/s af arbejds
løsheden var koncentreret i hovedstaden.
Som årsager til, at det lykkedes at opretholde en relativ høj beskæftigelse
i København kan peges på den betydelige kommunale anlægsvirksomhed, de
mange reparationsarbejder for håndværkerne i henhold til reparationsloven
samt erstatningsproduktionen, altsammen arbejder der for så vidt var gode
nok eller i alt fald nødvendige. Men meget væsentlige årsager til det høje
beskæftigelsestal var rigtignok også de betydelige ordrer til Tyskland i for
bindelse med en mere arbejdskrævende teknik. Hertil kom de mange, der
arbejdede sydpå, ca. 5.000 organiserede og ca. 10.000 uorganiserede køben
havnske arbejdere, og endelig arbejdsfordelingen, der havde holdt ca. 8.000
i arbejde, som ellers ville være blevet afskediget. Det var navnlig inden for
tobaks-, tekstil-, skotøjs- og konfektionsindustrien, loven om arbejdsfordeling
havde haft virkning.
Brændselssituationen
voldte stigende bekymring; for at spare på kullene
var i marts måned gastrykket i de tre hovedstadskommuner nedsat, og gassens
brændværdi blev forringet. Den 24. juli blev det meddelt, at der var truffet
forberedelser til en omfattende
folkebespisning
(en plan herom var for så vidt
allerede påbegyndt som en foreløbig ordning i 1941), hvis der skulle opstå
en situation med gasmangel, eller andre forhold bevirkede, at befolkningen
ikke var i stand til at lave varm mad i hjemmene. I første række var det folke-
køkkenerne, der skulle være leverandører, men desuden blev der knyttet for
bindelse med idrætshuset og en række private virksomheder indenfor fødevare
branchen. Alt i alt var det meningen, at bespisningen skulle omfatte V.3 af
hovedstadens befolkning. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der i for
sommeren 1944 blev truffet aftale mellem handelsministeriet, magistraten og
restauratørernes organisationer, hvorefter alle restaurationer under en even
tuel ekstraordinær situation skulle servere billige standardretter; der regnedes
herved med en leverance på ca. 125.000 portioner daglig.
Et udtryk for
vareknapheden
var et påbud om begrænsningen af vindues
udstillingerne fra 1. december, der måtte ikke skiltes med en varerigelighed,
som faktisk ikke var til stede; bestemmelsen ophævedes først i sommeren 1945.
1943 .
Året 1943 begyndte som følge af brændselsvanskelighederne med en
række nye restriktioner og dette til trods for, at forholdene med hensyn til