309 / 425
KØBENHAVN OG OMEGNSKOMMUNERNE
295
kyndige fra de forskellige interesserede områder, til opgave at tilvejebringe
en samlet, generel egnsplan, der i hovedtræk skulle behandle 1) egnens ud
vikling som helhed, herunder fordelingen mellem bymæssige og ikke-bymæs-
sige områder, 2) arealernes anvendelse til boligformål, erhvervsformål og
rekreative formål og 3) hovedtrafiklinierne og samarbejdet mellem trafik
midlerne.
I januar 1948 udsendte egnsplanudvalget »Skitseforslag til egnsplan for
Storkøbenhavn«. Grundideen i dette skitseforslag var sagt i største korthed,
at den fremtidige bebyggelse inden for hovedstadsområdet burde knyttes til
de
radiære banelinier,
nemlig dels de mod nord og nord-vest allerede elektri
ficerede baner, dels de mod vest påbegyndte og projekterede elektrificerede
banelinier. Rent skematisk kunne strukturen i det fremtidige hovedstads
samfund anskueliggøres ved en hånd, hvor selve håndfladen er placeret i
København, mens de fem udspilede fingre markerer bebyggelsen ud ad de
5 radialbanelinier. Området mellem »fingrene« var i ret stor udstrækning
tænkt forbeholdt de grønne områder.
På grundlag af dette skitseforslag indledte egnsplanudvalget en række
forhandlinger med forskellige kommuners teknikere. Men da
byudviklings
udvalget for K<f>benhavnsegnen
blev nedsat i h. t. lov nr. 210 af 23. april
1949, var der hermed etableret et officielt organ med myndighed til at træde
i forhandling med kommunerne. Det faldt derfor naturligt, at egnsplanudval
get stillede sit materiale og nogle af sine tekniske sagkyndige til byudviklings
udvalgets rådighed, ligesom det må nævnes, at det ovennævnte udvalg vedr.
de vestlige kommuners byplanlægning havde gjort forskellige forarbejder,
der kom byudviklingsudvalget til gode.
Baggrunden for dette udvalgs nedsættelse var ønsket om at dæmme op
imod den uheldige udvikling af de bymæssige bebyggelser ikke alene i hoved
stadsområdet, men også i områderne omkring Århus, Odense og Aalborg
og eventuelt andre områder. Kritikken mod den hidtidige udvikling gik bl. a.
ud på, at den planløse, spredte bebyggelse, der havde fundet sted, dels var
uheldig for beboerne, dels havde forårsaget uforholdsmæssigt store udgifter
til vej- og kloakanlæg samt til ledningsnettet til vand, gas og elektricitet.
I h. t. byudviklingsloven kan der for perioder, der kun undtagelsesvis kan
være under 15 år, i de ovennævnte områder (byudviklingsområder) træffes
bestemmelse om, på hvilke arealer bymæssig bebyggelse må finde sted (inder-
zoner), hvilke arealer der kan udlægges til haver med senere bebyggelse for
øje (mellemzoner), og hvilke arealer der skal holdes fri for bymæssig bebyg
gelse (yderzoner).
Byudviklingsudvalget for Københavnsegnens byudviklingsområde kom
til at omfatte ialt 29 kommuner, nemlig foruden de 2 hovedstadskommuner,
København og Frederiksberg, alle de 20 sognekommuner i Københavns amts
rådskreds, de 3 kommuner Birkerød, Farum og Hørsholm i Frederiksborg
amt og —ved en udvidelse i februar 1950 —4 kommuner: Greve-Kildebrønde,
20*