161 / 554
- 151 -
niserede Borgere bliver Politiet med Nødvendighed atter Borgernes Bistand og Værn mod
Uro og Indgreb, selv om dets hele Forhold let kan give Anledning til Uklarhed og Mis
fornøjelse,
ikke blot paa Grund af de Vanskeligheder, det for den enkelte Politimand kan
have let at forstaa denne hans nye Stilling, men ogsaa fordi den historiske Udvikling har
blandet Politiets statlige og kommunale Retsstilling saaledes ind i hinanden, at der ofte
hører den største Klogskab og Takt til at se, hvorledes Grænserne for dets Myndighed og
Rettesnorene for dets Fremgangsmaade i det enkelte Tilfælde rettelig
bør
drages.
Den skitserede Udvikling vil genfindes i Politiets Historie her i Landet, idet man
dog her skal indskrænke sig til at omtale Udviklingen i København, der alene frembyder
Betingelserne for en Skildring af mere almindelig Interesse.
Noget særligt Organ for Politiet findes ikke i det ældste København. Det var Borg
mester og Raad (Magistraten), der i Forening med den af Kongen beskikkede Byfoged udførte
Politiforretningerne under ét med den dømmende Virksomhed og den almindelige Omsorg
for Byens Vel. Det var Byfogdens Sag at paagribe »Manddrabere« og holde dem fængslede,
han skulde have Tilsyn med, at Bagerne bagte godt Brød, og at Slagterne ikke brugte
falsk Vægt. Hver Mandag holdtes Thing (paa Gammeltorv under aaben Himmel), hvor
forekommende civile og kriminelle Sager afgjordes, hvorpaa Byfogden foranstaltede de af
sagte Domme fuldbyrdede. Til Bistand -havde Byfogden 5 - 6 »Bysvende«, der besørgede
Vagten under Magistratens Forsamlinger, holdt Orden ved Henrettelser, besørgede Stæv
ninger og Udpantninger rn. v.
Dette lille Politikorps suppleredes oprindelig af Borgerskabet, der paa Omgang
forrettede Vagttjeneste om Natten ved at udstationere enkelte Poster eller ved at trække
rundt i Gaderne som Patrouiller, men allerede 1567 antoges 100 »duelige Karle« til denne
Tjeneste, medens Borgerskabet betalte dem Løn herfor ved at udrede en »Vagtskat«, og
denne »lille Vagt« - i Modsætning til den »store Vagt«, Borgervæbningen o: Borgerskabet
som Krigsmagt — danner Udgangspunktet for den bekendte Vægterinstitution, der bestod
lige til 1863.
Om der end i det følgende Hundrede Aar stadig gjordes Ændringer i Vægter
korpset, snart saaledes at dets Antal forøgedes, snart saaledes at det forringedes, snart saa
ledes at nye Pligter paalagdes det, saa forblev dog Systemet uforandret lige til 1681. I
dette Aar udkom en kgl. Forordning om Gadelygter, og saa ringe denne Forandring end
i og for sig kunde synes at være, saa var det dog først da, at
Tanken om et egentlig organiseret Politi for Alvor kom frem.
Usikkerheden paa Gaderne var nemlig om Natten meget stor: i
de bælgmørke Gyder, hvor Folk ved Hjælp af Haandlygter fam
lede sig frem gennem Urenlighed og stinkende Skarn, over ussel
Brolægning midt ad Gaden, hvor alene Passage var mulig, var
Udplyndringer og Overfald i den Grad almindelige, at det i en
kgl. Forordning af 1670 udtales, at der »her udi vor kgl. Residens
skal om Nattetider saadanne store Uskikkeligheder begaas, saa
fast Ingen mere kan gaa sikker paa Gaden om Aftenen«. Det
var denne Usikkerhed, Lygterne skulde raade Bod paa, idet
"Malefikanter og Spitzbuber« ikke saa tøjlesløst kunde drive deres
Spil, naar de kunde risikere Genkendelse og Opdagelse. Men
H
a n s
R
a s c h
.