183 / 554
ved Kristiania, hvor et Kæmpeland langsomt
rejser sig af Havet og klemmer Synet ind i
en milevid, fjældsat Fjord med dunkle, vilde
Kyster blaanende højt op under Himmel-
taagerne. Ikke som i Stockholm, hvor Skibet
fra det aabne Vand glider fortryllet ind i
Skærgaardslabyrinthen med Holm dukkende
op bag Holm, med Fyrreskovskuplerne drejende
i blid Runddans, indtil Byen toner frem som
en eventyrlig Amfibiestad.
Ikke som ved
Bosporus, hvor Kysterne fra begge Sider
snævrer sig sammen i maleriske Passer, hvis
Taarne halvt synes anlagte af Naturen, og hvor
Søvejen gaar som en Hulvej frem mod et
Fatamorgana af halvmaaneblinkende Minareter.
I Øresund sejler man efter et Glimt af Kron
borg-Renæssancen lige lukt ind i den jævne
og snorlige Hverdags-Idyl. Søvejen bliver
en blid Parallel til den fortløbende Strandvej
derinde paa Kysten. Man sejler ligesom paa
Strandvejen selv. Kysten, man følger, er lav,
smilende, venlig, enten den er vaargrøn eller
høstbrunet, spædt tegnet af Træer og Buskadser.
Dens højeste Punkter er at ligne ved hæn
gende Haver, smaa flade Terrasser, planerede
i Gruset og kantede af Stakitter, Balkoner og
Verandaer, støttede paa Pæle og Strandstolper. Intet Steds er der noget, som er højere
end Villahavernes Flagstænger, og selve Flagene, naar de vajer paa hel fra alle Kystens
skønneste Punkter, synes fra Sundet ikke højere end røde Smaablomster paa Baggrund
af en Græskant. Hist og her skyder et lille Næs frem, en hvid Villa spejler sig i
»Bugten" til begge Sider. Badehusene stolprer langt ud i den flade rislende Forstrand
som Børn, der sopper. „Paladserne" derinde er to Etages Badehoteller; Keglebaner og
Foilystelsespavilloner, Fiskerhuse og Køkkenhaver gaar lige ned til Skillelinjen, hvor lidt
Tang og et Par Sten siger, at „Havet" begynder og Landet hører op. Kysten er ikke
andet end Smaaskov og Strandvejshave og Strandvejstræer, det egenlige Land bagved er
for lavt til at gøre sig gældende. Kun Hveen har nogle bare Klinter, en Strimmel gul
Skrænt at fremvise. Kysten tilhøjre trækker kun Huse og Villaer paa Traad med Haver
og Træer, indtil Byen omsider begynder at røbe sig forude som en langstrakt, tynd og
fladtrykt Silhuet med Skorstene og Spir som smaa Naalespidser op over Horisontens svagt
optrukne Streger.
Intet Steds kommer man vel sejlende til en idyllisk Legetøjs-Storstad som denne.
Den overrasker ikke og fortumler ikke. Den modtager ikke med Kolosser, der skyder op
af Vandet, ikke med Skingren eller Larm. Den aabner sig, tilsyneladende pudset og
Pyntelig spinkel og flad i Havets Niveau, uden anden Baggrund end den høje Himmel,
DANMARKS HOVEDSTAD.
X X III
H uitfeldt-M onum entet p aa L a n g e lin ie .