186-187 / 554
København 1610.
Staaltraadsnet ser man ind i Frihavnen, hvor Pakhusene udvider sig og Damperne, mægtige
og tungtlastede, tættere og tættere fylder det store Bassin. Promenaden ender endog med
Midteranlæg af Buskadser og strækker tilsidst en stensat Mole ud i Sundet udelukkende for,
at man midt ude i Vandet kan beundre den skønne Indsejling, nikke over til Trekroner og
se Handelstadstrafiken paa Baggrund af denne vide flatterende Himmel og dette blide
smilende Sund. Staar man derude, besjæles man, som sikkert intet andet Sted, af Velvære-
Følelse over, at det hele storstilede Havneanlæg egenlig kun er lavet for at tage sig ud
heroppefra.
Frisket af den linde Luft og det milde Lys gaar man tilbage. Og nede i det
gamle Anlæg standser man et Øjeblik for. at betragte det spinkle Huitfeldt-Monument.
Saaledes ser en »Siegessäule" ud i Danmark. Ingen Relieffer med Slag, ingen Jernkanslere,
ingen magre Moltker. En tynd, blankpoleret Oranitsøjle og øverst paa Kuglen — ingen
Victoria, kun en Genius med Fredspalmen i sin Haand. Men Fodstykket er dog sat med
gamle Kanoner og med Kuglepyramider. Sejrsbytte? Ak nej, disse Kanoner er kun vore
egne, fiskede op i Kogebugt til Minde om en Helt, der ofrede sig selv. Hans Bedrift
var den, at han sprang i Luften med sit Skib og sit Mandskab for at frelse den øvrige
Flaade. Altsaa dog det største Heltemod af alle! Thi han satte Livet til for at redde
de
andre. De gamle Kanoner er stegne op fra Havbunden for at vidne. Men nu det andet
Sejrsmonument herude? Vi gaar over paa Kastelsvolden. Idet vi følger Spaserevejen over
den gamle Kastelsgrav, beundrer vi igen Idyllen, der ligger klods op ad Arbejdets nøgne
Virkelighed. Dér rangerer Godstoget nede paa Havnebanen, og her gaar vi op ad den
gamle Vold, der nu kun er Violernes Fristed i den tidlige Vaar. Graven dernede blinker
*.
Efter et sam tid igt K o b b e rstik .
som en Stump Fortid. Det gamle Kastel er spundet ind i Løv og Fugleieder. Denne
gamle skønne Port fører ind i Fortidens Eventyr, da Kommandanten drejede Nøglerne om
i Byens Porte og bragte Knippet til Landets Fader, for at han kunde lægge det under sin
Hovedpude og sove trygt. Men vi gaar til venstre op til Bindesbølls »Siegessäule“ for
2den April. Den er bleven til en stor og skøn Stenvase, en Gravvase over, hvad vi
mistede, eller hvad vi
ikke
vandt. En Borgerkrone kranser Monumentets enkle, ædle Form,
om Foden leger en Slynglinie med nogle runde Kugler. Vi skød jo den Dag som Patiiotei
og som Helte. Vi skød vor egen Nutid ind. Men vor Sejr staar ikke i de Fi emmedes
Annaler. Vi selv alene forstaar den Dato, der læses paa dette Monument som eneste For
klaring. Vi læser den med Bevægelse, og vi kaster Blikket ud paa Kongedybets stille
Vand, der for os alene har den dybe Grund.
Men fra Kastel-Idyllen vender vi tilbage til Nutiden, til det maleriske Rundpanorama,
som Langelinie frembyder paa sin Udsigts-Viadukt lige for Toldboden. To Verdener over
ses herfra. Til højre spejler den lille engelske Kirke sig i en Pyt stillestaaende Vand,
Grønningen langs Kastellet synes at føre bort til en landlig Egn. Til venstie er Havnen
rykket os tæt paa Livet med Toldbod og Frilager-Toldbod, med lossende Skibe og Last
vogne og klaprende Dampspil. Man vender sig for første Gang mod selve Byen; en bred
°g stille Gade fører ned mod Palads-Torvet. Og heroppefra driver Gefion med paatværs
svungen Svøbe sine stejlende Bronzetyre nedad i lige Linie mod Amalienborg, som kom
hun for at bringe Kongen det løspløjede Sjælland med Vandet sprøjtende under Plovens
Snit. Pladsen er herlig valgt, og Fontænen har en storstilet, en heroisk-national Betydning.
Endelig engang har København et pragtfuldt Vandspring paa et kongeligt Sted. Her