192 / 554
- 182 -
T h o rv a ld se n s M u seu m .
hed gør det dog alle de pralende Nybygninger, selv om de flotter sig med Stenfagader,
til ufine Markskrigere.
Paa dette Strøg gennem Byens Centrum sporer man endnu den gammelkøben
havnske Grund under Storstads-Asfalten. Renligheden er jo saa som saa. Engang imel
lem faar Københavneren en Raptus af Selvkritik og finder endogsaa Byen ligefrem be
skidt, hvilket søges godtgjort ved Sammenligning med fremmede Storstæder, skønt Paral-
lelen hverken i sig selv er retfærdig eller, ret beset, helt fældende for os selv. Sagen
er, at i virkelige Storbyer falder det store Renholdelsesapparat ganske selvfølgeligt langt
stærkere i Øjnene. Den kolossale Færdsel med det uhyre daglige Slid af Støvlesaaler,
Jern- og Gummiringe, der jo bogstavelig slides til Støv mod Brolægningen, kræver og
maa kræve langt vældigere Forholdsregler. Og Klimaet spiller en stor Rolle. Folk rejser
meget udenlands i den gode Aarstid og kritiserer vore egne Forhold i den daarlige. Baade
i London, Paris og Berlin kan man opleve mange snavsede Dage og frygteligt snavsede
Gader. Men Renligheds-Rekorden kan aldrig sættes for højt, og København har betyde
lige Mangler at afhjælpe, navnlig i Retning af at skylle og rense sine Husfagader. Og
desuden er Hundekærligheden sikkert større her end i nogen tilsvarende udenlandsk By.
I København har Køterne overalt Fortovsret, de ved det selv, de føler sig hjemme og
boltrer sig uhindret paa alle Byens Pladser og Plæner, uden at aves af Snor eller
Politiforbud.
I gamle evropæiske Byer plejer Citykvarterets smaa hyggelige Torve og Pladser at
smykkes af gamle Standbilleder og Vandkunster. Heraf har København lidet eller intet.
Fra ældre Tid er alene bevaret Christian IV's Gammeltorvs-Fontæne, som for ikke længe
siden er bleven udvidet og moderniseret med en Stenkumme, der virker altfor stor til det
spinkle Midterpartis lille Bronzegruppe. I vor Tid har Amagertorv faaet sit Storkespring
vand. Man smiler nu ved Tanken om, hvilke Forargelsens Demonstrationer det maatte
døje efter Afsløringen. Nu har Pladsen længst forsonet sig med denne Blomst af For-
skønnelsesforeningen. Det er hverken noget ideelt eller blot helt vellykket
S p r in g v a n d .
Den arkitektoniske Kerne, navnlig Vasen foroven, er ordinær som daarligt
G a la n te r ig o d s .
Men Fremmede ser kun paa Storkene og Muskedonnerne og finder det nationalkarakteri
stisk. Disse Storke med udspilede Vinger og Næbbet spejdende rettet efter Bytte, disse
vandsprøjtende Frøer paa Skræppebladene — de Fremmede forsikrer os, at det smager dem