45 / 320
3 8
læste over den hele borgerlige Ret, der indbefattes i Kristian den 5.
danske og norske Lovbog. Herved gik han saaledes tilværks, at han
lagde til Grund enten justineaus Institutioner, eller Struvs jurisprodens
eller nogen anden Haandbog i den romerske Ret, og gjorde saa ved
et hvert Kapitel Udløb i den danske Ret, og forklarede den samme
Materie af vore Love; hvorved han idelig erindrede sine Tilhørere
under hvilke Indskrænkninger den romerske Rets Grundsætninger
kan og bør anvendes paa den danske Ret. Thi da han stod i den
Tanke, at man gik forvidt paa begge Sider, og gjorde enten for meget
eller for lidt af den romerske Ret, ville han afværge to Fejl fra vor
Lovkyndighed, den ene, at man ikke ved at tilsidesætte det oplyseste
og forstandigste Folks Love eller Levninger af Love, og de viseste
Mænds Meninger, som indeholdes i det romerske Corpus juris, skulle
gøre vor Fædrene Lovkyndighed til et fattigt og tørt Studium af S tæv
ninger og Formularer, og give enhver ulærd Lovtrækker Adgang dertil;
den anden, at man ikke ved allevegne at tage sin Tilflugt til et frem
med Folks Rettergang og hente al vor Lovgivnings Visdom fra de
romerske Jurister, skulle synes at glemme dansk Navn og Skik, og
være utaknemmelige mod Forfædrene, ved hvis Visdom vor Retter
gang fra de ældste Tider er sat paa saadan en Fod, at vi ikke trænge
til Tilskud af fremmed Ret. Han undersøgte — siger ). Baden videre
— med Skarpsindighed, foredrog med Lys og Klarhed, igjendrev med
Nøjagtighed og Beskedenhed; han havde saadan en Lethed i at se
det Sande, i at forklare det Urede, i at udvikle det Tvivlsomme, at
Baden selv minder sig fra hans filosofiske Forelæsninger med hvor
stor Fornøjelse de fineste metafysiske Meninger giede ind i de Unges
Sjæle. Desuden skrev han ogsaa som Professor i Fakultetets Navn
endel juridiske Responsa. (Disse Responsa ere tilligemed nogle af
Sevel udgivne i et Bind ved Generalauditør Nørregaard.) Om disse
dømmer Baden saa: Stampe brugte sin egen Skønsomhed, og ubekymret
om, hvad Mening Grotius, Bynkershoch, Leifer, Alciatus, Thomasius,
Carpzovius, og hvad de øvrige store Jurister hedde, havde været af,
betragtede han hvad Sagens Natur fordrede, hvorledes Lovens Ord lød,
hvad Lovgiverens Hensigt havde været, hvad Statens Bedste krævede,
og brugte ingen fremmede, men af Sagen selv hentede Grunde til
sine Domme og Erklæringer. Saavidt Baden om Stampes Fortjenester
af videnskabelig dansk Lovkyndighed som Professor. Men Stampe
var en ikke allene lærd, men og praktisk Videnskabsmand, hvis Duelighed
i Forretninger derfor snart blev saa erkendt, at han tolv Aar efter
sin Ansættelse ved Universitetet blev Generalprokurør, og herved des
værre tabtes som Docent i sin Videnskab. Denne hans ny og højst
vigtige Post (hvor vigtig en Post Genei alprokurørens er, har Jakob
Baden, der til sin Tale havde læst Stampes Instruks, udførlig skildret
fra p. 465—471), hans Sæde baade i Kancellikollegiet og Højesteret,
samt de mange andre vigtige Forretninger, indtil at sidde i Kongens
Raad, der daglig og lige til hans Død betroedes ham, giorde og, at
han ikke ved lærde Arbejder kunne gavne dansk og norsk Lovkyndighed.
(Ikke ved jeg derfor, hvorledes min sal. Fader i sit Program over Stampe,
der indeholder en kort Levnetsbeskrivelse, har (pag. 445 inter opuscul.
latin.) kunnet tillagt Stampe Afhandlinger skrevne for det Kjøben-
havnske Videnskabers Selskab, hvori adskillige Stæder i Krist. den
5tes Lov oplyses af de gamle Love. Thi saadanne Afhandilnger findes