S_HansA.MøllerStamtavleOverSlægterneStampeOgThestrup

riaar man tager de med Nødvendighed jævnlig tørre Æmner i Betragt

ning. Hovedsagen er imidlertid naturligvis de fortrinlige juridiske

Udviklinger de indeholde, der bæres af en mærkelig bon sens og af

et klart Blik for det praktiske Livs Krav. Det er dog ikke den rent

juridiske Side af dem, der i denne Skildring skal fremdrages. De ere

nemlig tillige saare vigtige ved det Billede, de give af S.s Opfattelse

af vigtige Statsforhold og Samfundsforhold og af hans Virksomhed

for deres Udvikling.

S. var saa fuldt som nogen her hjemme en varm Tilhænger af

Enevælden og overtydet om det fortræffelige ved Statens Forfatning

med dens Kollegiestyrelse. Men han stod derfor ingenlunde uden

for adskillige af de Fremskridtstanker, der paa den Tid var satte i

Bevægelse ad statsvidenskabelig eller filosofisk Vej. Man kan saa-

ledes ikke være i Tvivl om, at han paa flere Punkter var paavirket

af Wolf, naar denne paa den ene Side betonede det almene Vel som

Statssamfundets Opgave og tillige fremhævede Menneskenes naturlige

Lighed og Frihed. Der var herved fremdraget meget vigtige Synspunkter

til Bedømmelse af adskillige Stats- og Samfundsforhold, og Tanken

om det store Hensyn, der skyldtes Folket midt i den enevældige Stat

i Modsætning til den tidligere stærke Fremhævelse af Fyrstens

dynastiske Interesser, var herved kommen til at ligge ligefor. Under

Paavirkning af disse Bevægelser i Datiden var S. ligesom Sneedorff,

Rothe, Fr. Liitken og andre stærkt gennemtrængt af Tanken om den

Ret til borgerlig Frihed, som enkelte Borgere i et Land havde, og

han mente ogsaa, at den dansk-norske Stats Lovgivning sikrede Fol

ket en saadan. Værnet for denne Frihed og den dermed forbundne

Sikkerhedsfølelse laa efter hans Opfattelse i den trygge Adgang til

Lands Lov og Ret, der kunde sikre Borgerne mod Vilkaarlighed, fra

hvilken Side den saa kom. 1 det han mente, at det særlig var Kan

celliets Opgave at vaage over, at Undersaatternes Ret paa dette Om-

raade blev agtet, kan man sige, at han ogsaa opfattede det som sin

personlige Pligt, og den gennemførte han trofast, hvor der var Lej

lighed dertil.

Et Hovedpunkt var her, at der værnedes over Adskillelsen imellem

den udøvende og den dømmende Myndighed, en Adskillelse, som ikke

længe i Forvejen Montesquieu med stor Kraft havde ført Ordet for i

sit berømte Værk om Lovenes Aand. Den ene Gang efter den anden

førte S. en levende Kamp imod Embedsmænd omkring i Landet eller

imod Regeringskollegier, som han mente gjorde sig skyldige i at gaa

uden for deres Omraade ved at blande sig i Domstolenes Gerning

og udvirke Kjendelser ved kongelige Resolutioner i Steden for at lade

Afgjørelsen ske ved Domstolene. S. kunde ved slige Lejligheder bruge

det skarpeste Sprog. I det han vilde arbejde for, at den ved Lov

givningen fastslaaede Rettergang blev stillet paa den Plads, der tilkom

den i Samfundet, værnede han da ogsaa med Iver om Appellations

institutionen. Han bekæmpede af al Magt, at en Sag, der var paadømt

ved en lavere Domstol, bag efter kunde indankes til endelig Afgjørelse

ved en kongelig Resolution, den skulde gaa til den højere Retsinstans.

Naturligvis værgede han derfor med stor Styrke om Højesteretsdommenes