52 / 320
4 5
.....................Et anseligt Vidnesbyrd om sin juridiske Virksomhed
har H. Stampe efterladt sig i sine »Erklæringer, Breve og Forestil
linger, Generalprokurørembedet vedkommende«, i
6
store Kvartbind
(1793— 1807). Disse have en betydelig Interesse saa vel ved at bringe
Bud om vor Retstilstand fra en Tid, hvor den egentlige Retsvidenskab
var meget sparsom, som gjennem de rige Bidrag, de give til Bedøm
melse af S.s Personlighed, og da særlig som Jurist.
Til Værkets Vurdering maa det erindres, at disse Erklæringer
ikke ere tænkte at skulle være videnskabelige Afhandlinger, men kun
praktiske Løsninger af Spørgsmaal, der fremlages S. til embedsmæssig
Afgjørelse. Hermed er dog ikke ment, at hans Betænkninger skulde
være uden videnskabelig Værd. Tvært imod indeholde adskillige af
dem en saa omhyggelig Udredning af Sagens theoretiske Sider, at
de ogsaa efter en rent videnskabelig Maalestok kunne staa deres
Prøve. S. havde jo ikke blot viet sin Ungdomstid til theoretiske
Studier, men var ogsaa i Besiddelse af utvivlsomme Evner i denne
Retning. Mange nye og originale Synspunkter kan han dog ikke
siges at have bragt Videnskaben, og hans egentlige Betydning ligger
altsaa ikke paa dette Felt. Den beror derimod paa hans sjældne
Evne til i Praxis at anvende og gjennemføre de Tanker, der var oppe
i Tiden, og som han gjennem sine Studier var kommet i frisk og
umiddelbar Berøring med. Den ydre Lejlighed hertil gav hans Stilling
som Generalprokurør ham, men han maatte ogsaa siges i sjælden
Grad at forene de Betingelser, der krævedes for at udfylde denne
betydningsfulde Post. Til et frit og aabent Blik paa mange af Livets
Forhold, hvilket hans Beskæftigelse med theoretiske Spørgsmaal yder
ligere havde bidraget til at udvide, føjede en juridisk Skarpsindighed,
en sund praktisk Sans og en Retsindighed, der sjælden lode ham
forfejle den rette Afgørelse.
Blandt Tanker, som saaledes for S.s Tid til en vis Grad vare
nye, og som i alt Fald først ved S. ere bievne bragte til fuld praktisk
Gyldighed hos os er den skarpe Adskillelse af Retsplejen fra Forvalt
ningen, hvilken danner et saa betydningsfuldt Led i Nutidens Rets
tilstand. S. bliver i sine Betænkninger ikke træt af at gjentage, at
Spørgsmaal om private Rettigheder eller om Straf skulle afgjøres,
ikke ved administrativ Resolution, men ved Dom, og at en saadan
fuldt maa respekteres, indtil den omstødes ved Appel til højere Ret.
Paa en Tid, da vor hele Retsorganisation for Alvor skulde grund
lægges (den juridiske Eksamen var jo først indført 1736), var de ten
stor og ubestridelig Fortjeneste, at den saaledes strax med sikker
Haand blev lagt i den rette Plan, og derved en skæbnesvanger For
virring, der paa Grund af, at de forskjellige Funktioner sædvanlig ud
øvedes af samme Person, hos os laa særlig nær, lykkelig blev und-
gaaet. For øvrigt var S. alt for meget de praktiske Opportunitets
hensyns Mand, til at han ikke selv, hvor særlige Grunde i høj Grad
talte derfor, bestemte sig til at gøre Brud paa sit Princip.