47 / 320
40
Henrik Stampe,
1713—89, Retslærd, Generalprokurør og S tats
minister. Hans Forældre vare Provst jens S. (d. 1733), Præst i Ham
mer, Horsens, Sulsted og Ajstrup Menigheder i Aalborg Stift og Chri
stiane Amalie f. Thestrup, en Datter af Biskop Franz T. S., der var
født 28. jan. 1713, var den ældste af
8
Søskende. Som Dreng gik
han i Aalborg Kathedralskole, hvorfra han 1728 dimitteredes til Univer
sitetet. Efter at han havde taget theologisk Embedseksamen i 1731,
blev han af sin Morfader beskikket til Konrektor ved Aalborg Skole
(1734), og her virkede han som ung Lærer indtil 1737, da han med
Tilladelse til at lade sit Embede bestyre ved en Vikar rejste uden
lands for at uddanne sig i de Retninger, der laa ham nærmest. Først
og fremmest tænkte han her paa at lægge sig efter den Wolfiske
Filosofi, der allerede tidligere havde grebet ham. I næsten 2 Aar
opholdt han sig da hos Wolf ved Universitetet i Marburg, og foruden
i Filosofi uddannede han sig under Opholdet der ogsaa baade i jura,
Fysik og Mathematik. Han synes paa denne Tid at have været noget
i Tvivl, om han skulde vælge Jura eller Mathematik til Hovedstudium.
Det blev dog Retsvidenskaben, der gik af med Sejeren. Efter Op
holdet i Marburg rejste S. til Paris og siden til England; men et
Brev fra hans Velynder Grev J. L. Holstein kaldte ham hjem, da der
her syntes at aabne sig Lejlighed for ham til videnskabelig Virk
somhed ..............
. . . Hans fortsatte Virksomhed ved Universitetet vedrører os dog
ikke her. Det er hans Arbejde som Generalprokurør, der fra Aaret
1753 træder i Forgrunden. Saaledes som denne Embedsmand paa
denne Tid var stillet, bestod hans Cjerning væsentlig i at være en
Slags Konsulent for de forskellige Kollegier, især for danske Kancelli,
_ ved at afgive Erklæringer over juridiske Spørgsmaal, der rettedes til
ham, samt i at udarbejde Udkast til Love, enten efter opgivne Mo
menter eller uden saadanne. Enhver vil kunne forstaa, at i en frem
ragende Jurists Haand maatte et sligt Embede kunne faa stor Betyd
ning, og der er da ingen Tvivl om, at S. i Tiden fra 1753—70 har været
den vigtigste Mand i Kancelliet. Medens man sædvanligt i hine Tider
ved Kollegiernes Historie lider af Vanskeligheden ved at skjelne, hvad
der har været de enkelte Kollegieinedlemmers særlige Del i det, der
er udrettet enten af godt eller af mindre heldigt, er det anderledes
med S. Udbyttet af hans Gjerning ligger tydelig og klart i de efter
hans Død i Følge hans egen Beslutning udgivne »Erklæringer«, hvor
ved han i høj Grad har sat sig selv et monumentum ære perennius.
Hvad der udmærker dem, er for det første store formelle For
trin. De indtage, rent stilistisk set, en høj Plads i den Tids Prosa
litteratur her hjemme; i den Grad er Fremstillingen naturlig og klar,
samtidig med, at Sproget er ualmindelig godt og tit paafaldende livligt,