49 / 320
42
Uforanderlighed, med Undtagelse af at selvfølgelig Kongen maatte
have Benaadningsret. Kun i visse enkelte Tilfælde mente S., at der
kunde fældes Domme ved kongelige Resolutioner. Der kan ingen
Tvivl være om, at ligesom den Begrundelse, han gav af hele dette
Punkt, har sin store Interesse, saa har hans Kamp for Domstolenes
R e f o g Ukrænkelighed haft Betydning med Hensyn til vor indre Ud
viklings Historie. Haand i Haand hermed kan det fremhæves, at han
ikke med mindre Styrke vilde have alles Lighed for Loven slaaet fast.
Det maatte, udtalte han, gjøres klart, at »Kongen har lige stor Om
sorg for alle sine Undersaatter, fra den højeste til den laveste, og
forskaffer dem alle lige Sikkerhed for deres Liv og alt, hvad dem
tilhører.«
Det Had imod Vilkaarlighed, der gik igjennem alt dette, lod
ham blandt andet i flere Henseender være en skarp Kritiker af den
Behandling, som Bønderne bleve Gjenstand for fra Herremændenes
Side, og han havde et klart Blik for, at deres Tilstand havde udviklet
sig paa en for dem saare sørgerlig Maade. Hertil kom, at han havde
fremskredne Meninger paa det økonomiske Omraade, i det han holdt
for, at Frihed langt bedre end Tvang fremkaldte Flid og Opsving.
Han var derfor bestemt af den Overbevisning, at Selvejendom burde
udvikles saa meget som muligt paa Landet, medens Hoveriet frem
kaldte daarligt Arbejde, foruden at det gav Plads for megen Haard-
hed og Vilkaarlighed. Paa flere Punkter mødtes han altsaa med den
Bevægelse for Bondestandens Frigjørelse, der var i fuld Gang her
hjemme allerede under Frederik V. Ganske vist var han efter hele
sin Natur ikke de dristige Reformers Mand; dertil var han f. Eks.
hvad Landbosagen angik, for ængstelig for at komme til at træde
Proprietærernes vel erhvervede Rettigheder for nær; men hans Kritik
af de bestaaende Fejl i Ordningen var dog saa stærk, at Regeringen
naturlig tog ham med, da Spørgsmaalet om indgribende Reformer
blev rejst i Aaret 1767 efter Reverdils Initiativ. En Erklæring, som
han da afgav (1. Okt.) om, hvorledes Kongens Hensigt at ville befri
Bønderne bedst kunde fremmes, udtalte, hvad der var meget vigtigt,
at Stavnsbaandet alene afhang af Proprietærernes Forpligtelse til at
stille Rekrutter, thi heraf var Følgen, at naar denne Forpligtelse hæ
vedes, var Kongen i sin gode Ret til at afskaffe Stavnsbaandet. Han
udviklede ogsaa, hvorledes Friheden vilde have gode Virkninger, bl. a.
ved at fremme Folkeformerelsen; men han tilraadede, at hvis Kongen
vilde forbedre Bøndernes Stilling, skulde man blive staaende ved at
indskrænke Stavnsbaandet til at omfatte Tiden fra det fyldte 14. Aar
til det fyldte 36. Aar. I den følgende Tid havde S. Sæde baade i
Landvæsenskommissionen af 27. Okt. 1767 og i Landvæsenskollegiet
af 15. April 1768, og han havde stor Del i de Forordninger, som
dette Kollegium fik udstedt baade om Hoveriets Bestemmelser, om
Forøgelse af Selvejendom og om Fællesskabets Ophævelse. Det vides,
at han var et af de ivrigste Medlemmer af Kollegiet, og det maa til
lige erindres, at videre end han dristede selv Reverdil sig ikke til at
gaa med sit Forslag til Stavnsbaandets Indskrænkning.