50 / 320
4 3
Den Sans for Frihedens Betydning for Arbejdet, som bragte S.
til at ønske Selvejendom fremmet, gjorde ham ogsaa ilde stemt imod
de Skranker, som vidtgaaende Privilegier og Lavsrettigheder kunde
sætte for Omsætningen. Det var bl. a. det, der bragte ham til at
faa udvirket et Reskript af 10. April 1761, hvorefter der ikke maatte
oprettes flere Lav, samtidig med, at Optagelsen i de bestaaende Lav
lettedes, og Eneret kun maatte gives i visse bestemte Tilfælde og
for en vis Tid, ligesom Næringsfriheden i de danske og norske Kjøb-
stæder betydelig udvidedes.
I det vigtige Afsnit af S.s Liv, som vi her have dvælet ved,
havde han med Stillingen som Generalprokurør ogsaa forbundet den
at være Højesteretsassessor, og foruden at han var bleven udnævnt
til Direktør for det kongl. Søassuranceselskab, var der tilfaldet ham
forskellige Titler og andre Udmærkelser. Han var 1766 bleven Kon-
ferensraad, 1769 Ridder af Danebrog, 1770 gav Dronning Sophie
Nagdalene ham sin Orden de l’union parfaite, og han var desuden
4. Maj 1759 bleven optaget i den danske Adelsstand. Imidlertid havde
han tillige giftet sig (30. Nov. 1753) med Christine Elisabeth Kløeker,
Datter af Etatsraad H. L. K.; men Døden berøvede ham hende alle
rede 1761.
Den meget indflydelsesrige Rolle, som S. havde spillet indtil 1770,
ophørte, da Struensee i dette Aar greb Magten. Vistnok lod han S.
beholde Embedet som Generalprokurør, og han brugte ham ogsaa,
bl. a. til at udarbejde en ny Instrux for Højesteret; men stor Indfly
delse havde S. dog ikke i denne Tid, og som andre Medlemmer af
Kancelliet følte han sig stærkt trykket ved den Nyndighed, Struensee
udøvede. Et meget godt Arbejde fik han imidlertid dog i denne Tid
Lejlighed til at udføre ved Udarbejdelsen af Forordningen af 15. juni
1771 om Hof- og Stadsretten i Kiøbenhavn, og han holdt da ogsaa
bag efter sin Haand med Kraft over denne Domstol, med hvis Ind
retning han havde sympathiseret. Derimod havde han des værre
ingen Ære af, da han havde faaet Sæde imellem Struensees Dommere,
saa at være den, der affattede Dommen over Struensee, som vel
kjendt et i flere Henseender højst uheldig redigeret Atkstykke. S.
var aabenbart under Struensee-Katastrofen som saa mange andre
her hjemme kommen rent ud af Ligevægten.
I den saakaldte Guldbergske Tid indtog han naturligvis en meget
anset ydre Stilling, og foruden at blive Gehejmeraad (1774) fik han
Sæde ikke alene i flere Kommissioner, men ogsaa baade i Over
skattedirektionen (1777) og i Overbankdirektionen (1782), og i Kan
celliet vedblev hans Ord at gjælde meget; men dog var hans Virk
somhed i denne Tid mindre, end den havde været før 1770. Det ser
ogsaa stærkt ud til, at han i Længden ikke har følt sig tilfreds'med
don Guldbergske Styrelse, efterhaanden som den ved Kabinetsordrerne
fik et Vilkaarlighedens Præg, der i høj Grad stred imod de Grund
sætninger, han stedse havde gjort gjældende. Et tydeligt Vidnesbyrd