57 / 304
da være endnu meget mere mangelfuldt, end det er, hvis ikke
Romerne, der selv var ivrige Samlere af gammel Skulptur, havde
lavet saa mange Kopier efter berømte græske Kunstværker, som
de pyntede deres egne Haver og Bygninger med. Det er disse
Efterligninger, den italienske Jord har bevaret os saa mange
af, og som nu fylder en stor Del af Antikmuseerne. De kan
være fortrinlige, som vi vil se ved nogle Eksempler i selve Glyp
toteket. Men en Kopi giver dog aldrig det samme som det ori
ginale Kunstværk — mindst for os moderne Mennesker, der læg
ger saa megen Vægt paa Kunstnernes Individualitet, deres Manér,
saa at sige deres „Haandskrift“, som paa Originalerne ses indtil
de mindste Detaljer, men aldrig kan reproduceres paa en Kopi.
Mængden af Kopier viser os, hvilken Betydning selv disse Gen
tagelser har haft for det antike Publikum; men for den moderne
Kender vil det være en Selvfølge, at han med sin Samleiver og
æstetiske Sans vil sætte mest
Pris paa Kunstværket selv, ikke
saa meget paa Kopien. Man
vil saaledes forstaa, at Købet af
Tête Rayet var en heldig Begyn
delse for Carl Jacobsen. Hovedet
er en græsk Original, fundet i
selve Athen, og det har oprinde
lig hørt til en hel Statue; vel
sagtens en Gravstatue, forestil
lende en fremadskridende Yng
ling, maaske af samme Type som
den kendte „Apoll fra Tenea“ i
München. Hovedet er saa godt
bevaret som vel muligt — man
ser endog endnu en Del af de
Farver, det oprindelig har været
bemalet med. Knøsen var rød-
haaret, havde røde Læber og
mørke Øjne. Han smiler sundt
og kraftigt — et Billede paa
Ungdom; og han har været en
dygtig Nævefægter, det viser
hans Øren, der er deforme og
lidt opsvulmede, som vi kender
det fra andre græske Statuer;
det var Tegn paa overstandne
Nævekampe, altsaa nok et Hæ
derstegn. Men den er ogsaa en
udmærket Skulptur, denne Grav
statue. Alle Ansigtets Træk er
udtrykt i store kraftige Former,
Haaret ligger tæt om Hovedet
som en Hue. Det er et Skulp
turværk fra det gamle Athen,
Athen før 480 før Chr. I dette Aar kom Perserne, brændte og øde-
lagde Byen. Det er rimeligt nok, at ogsaa denne Statue dengang
ødelagdes — den mistede Næse tyder jo paa Fald og voldsom
Ødelæggelse — men derved blev den netop bevaret under Jorden,
til den i vore Dage kom for Dagens Lys igen og efter mange
Tilskikkelser endte med at faa sin Hædersplads i Carl Jacobsens
begyndende Samling. —
Dog fandtes der paa den Tid i Glyptoteket ogsaa nogle andre
Antiker — især den palmyrenske Samling. Købet af denne skyl
des Carl Jacobsens Hurtighed til at beslutte sig — og træffe en
Beslutning, der gik gængse Meninger imod. Hovedmassen af
denne Samling, der bestaar fortrinsvis af Portrætbuster, kom
nemlig dengang til Glyptoteket fra Konsul Løytved i Beirut. Denne
havde i Begyndelsen ret ondt ved at finde Købere til sine Ting;
de var ikke rigtig ansete. Palmyra var i Oldtiden en temmelig
stor By i Syrien, nordøst for Damaskus. Der boede en semitisk
Befolkning, som drev Byen frem til en kort Blomstring, der va
rede ca. 200 Aar. Saa blev den i 273 e. Chr. ødelagt af Romerne,
den eventyrlige Dronning Zenobia blev ført til Rom, og derefter
kom Byen aldrig mere til Kræfter. Nu ligger der mellem de store
gamle Tempelbygninger en tarvelig lille Araberby. Men der paa
Stedet fandtes altsaa ikke saa faa Rester af Palmyrenernes gamle
Skulptur, mest Portrætter, som de brugte meget i Templer og
Grave. Det er en ganske ejendommelig Kunst, altid under Paa-
virkning af den øjeblikkelige Mode i Rom, men mærkelig stiv og
stiliseret, med et temmelig stærkt asiatisk Præg. Da nu disse Ting
udbødes til Salg, vilde Museerne ikke byde paa dem, fordi Sam
lerne syntes, at det i alt Fald var nok at have én Prøve af en
saa ensformig og maniereret Kunst. Men netop for dens Ejen
dommeligheds Skyld maatte det være morsomt at eje en hel
Samling, fandt Carl Jacobsen, og derfor meldte han sig som
Køber. Samlingen blev senere yderligere forøget, til den nu er
bleven til et ganske enestaaende Vidnesbyrd om gammel-palmy-
rensk Kultur, som netop i den sidste Tid gennem de nye Udgrav
ninger i Palmyra og Syrien har faaet ny Interesse. Hr. H. Ingholt,
Glyptotekets Under-Inspektør, der selv har deltaget i den franske
Ekspedition til Palmyra, vil nu bearbejde Samlingen og dens rige
Indskrift-Materiale. Det var kun Skade, at det maaske inter-
essanteste Stykke i denne Afdeling af Glyptoteket ikke har
kunnet holde sig. Det var en palmyrensk Mumie (Afb. 4), den
eneste, som hidtil er kendt, og
som var kommen sammen med de
øvrige Ting fra Beirut. Men da
den blev aabnet og Bindene taget
af, opløstes den ved Luftens Ind
virkning; saa den kunde ikke
reddes.
Aaret efter lykkedes det igen
at gøre en betydelig Erhvervelse,
den store Sarkofag Casali (Afb. 6),
som blev tilfals i Begyndelsen af
1883. Det giksaadan til, at Julius
Lange sammen med Pietro Krohn
var rejst til Rom for at købe et
Maleri af Rafael, „Madonna di
Loretto“. Det viste sig, at Bil
ledet ikke var ægte, saa de kom
tilbage med tomme Hænder; men
til Gengæld fortalte de om den
skønne Sarkofag, og Jacobsen
blev interesseret i den. Han købte
Sarkofagen endnu i samme Aar.
Det var første Gang, Carl Jacob
sens Navn vakte Opmærksomhed
blandt de romerske Kunstken
dere og -handlere. Han fortæller
selv, at „det vakte Fortrydelse
i Italien, at dette skjønne Kunst
værk gik ud af Landet, og mange
Aar efter gik Sagnet, at det var
købt af en norsk Hvalfiskefan-
ger“. —
Det var et berømt Stykke,
Jacobsen fik her, længe kendt
blandt de romerske Antiker, og
det havde allerede tidligt tiltrukket sig Arkæologernes Interesse.
Sarkofagen er helt igennem af Marmor, den er et romersk Arbejde
fra Tiden omkring 150 e. Chr., funden i en af de mange Grav
hvælvinger ved Via Appia, den gamle Landevej Syd for Rom, hvor
de rigeste Romere havde deres Begravelsespladser.
Den bestaar af den egentlige Kiste og et lavt Laag, begge rigt
prydede med hin Tids dybt udborede Relieffer. Fremstillingerne
har ikke noget at gøre med Døden og dens Sorg; de viser tvært
imod, hvad der ikke er saa sjældent paa romerske Sarkofager, Li
vets frodige Gud og hans glade Følge: Dionysos, Vinguden, hviler
i Midten og rækker en lille Skaal frem til sin lille Panter, og
overfor ham sidder hans skønne Brud, Ariadne. I Forgrunden
nedenunder har der været en Kampscene. Kampen er endt med,
som man ser, at den besejrede Pan, Hyrdernes og den vilde Na
turs Gud, bortføres af to Eroter. Det er aabenbart den Scene,
Dionysos’ glade Skare morer sig over. Paa Laaget gaar det maaske
endnu mere muntert til. Her ligger igen Dionysos og Ariadne i
Midten, der drikkes og spilles paa Lyre og Fløjter. Kun Guden
Pan gaar det ilde ogsaa her — han er falden i Hænderne paa
to Kvinder (Mænader), som nærmest synes at mishandle ham.
Men midt i hele denne glade Livsudfoldelse ser man hist og her
Dionysoskultens hemmelighedsfulde Symboler, Kurven med Slan
gen og den tilhyllede vannus. Denne sidste var til Hverdag ikke
andet end et Redskab, hvori man skilte Kerner fra Avner; men
den forfinede Bybefolkning udtrykte med disse landlige Redska
Afb. 3. K vinde-Buste. Palm yrensk.
310