GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn

dækkede mod Blæst eller Sol med Forhæng, med Tremmeværk af

Træ eller Metal eller med Stenflader i gennembrudt Arbejde. Lys i

Forbindelse med frisk Luft var det, de skulde yde. I Østerland og Nord

afrika, hvor Oldtids Levevis har holdt sig saa uforandret, er alle disse

Vinduesdækker endnu i Brug. Kunstindustrimuseet ejer en Gibsafstøb-

ning af en Vinduesfylding i smukt gennembrudt Arbejde med rige Pry

delser i maurisk Stil. Den fandtes i den tunesiske Afdeling paa Udstil

lingen i Paris i 1889. Hvor et saadant Vindue anbringes paa sit rette

Sted, er dets Virkning henrivende; der fremkommer et overraskende

Spil i Blandingen af Refleksen fra den blaa Himmel og fra de solbeskin

nede Omgivelser udenfor.

Naar der i Vindueshullerne fandtes saadanne Forsatsstykker i gen

nembrudt Arbejde, laa det nær, hvor Klimaet opfordrede dertil, at an

bringe for Aabningerne smaa Flader af gennemsigtigt Stof, som holdt

Blæst ude og lod Lyset delvis passere. Der blev brugt tynde Plader af

Marmor og Alabast, Marieglas, tyndtslebne Skaller af Testacceer, flet

tede Træspaaner, Horn og Blære og endelig ogsaa Glas, efter at dette

havde vist sig i Handelen til overkommelig Pris, men kun sparsomt og

i Begyndelsen helt forsvindende mellem de andre Stoffers Mængde.

Romerne forstod ikke alene at puste Vinduesglas, men ogsaa at

støbe det, saa at det kun var et Genfund, naar denne Metode kom op

i Frankrig i 1688. At de anvendte Glas i Vinduerne, havde forlængst

været paavist gennem Litteraturen, men dette blev yderligere bekræf

tet, da man under Udgravningerne i Pompej i fandt en hel Vindues

ramme med vinkelrette Kryds, støbt i Bronce og af fortrinligt Arbejde.

Glassene har været af betydelig Størrelse: 15 X 22/2 danske Tommer,

henved to Linjer tykke og laa i en Fals uden Kitning. De holdtes fast

ved Forvridere, der paa gammelt dansk kaldes: Antwerper.

Fra Rom har Brugen af Vinduesglas bredt sig over Nord- og Vest

europa, dog uden at fortrænge andre anvendelige Stoffer, der holdt sig

langt ned mod vore Dage. At det ikke helt fortrængte dem, kan ligge

i, at det ældste Vinduesglas var af en grønlig, blaalig eller brunlig

Farve, endnu i det 9de Aarhundrede saa mørkt som Flaskeglas, og har

næppe været særligt tiltalende eller lysgivende. Desuden var det meget

sprødt og vistnok temmelig dyrt i Forhold til Nytten det gjorde. Det

tilvirkedes i den lille Bedrift, og Betingelsen for at fremstille klart, hvidt

Glas, som ligger i en omhyggelig langvarig Behandling under Smelt

ningen, var sjældent tilstede. Det var i de første Aarhundreder efter