74 / 310
71
dende, at n a a r h an først havde udstaaet sin S traf for
den Forseelse, h an havde begaaet som akadem isk
Borger, »turde han ej ved at tvile, at P rofessorerne
jo gerne samm e hans Opsigelse accep terede«38). Chri
sten Randers h a r da fo rtrud t det, for endnu i 1655
ses h an at være A lumne paa Kollegiet. I 1654 g jo rde
h an sig bemæ rket paa lignende Maade som ovenfor
om ta lt; h an slog og in ju rie rede velbyrdig Hr. Krags
T jener, va r noget »ufin« mod R ek to r i hans Hus, og
da h an om Natten va r bleven ført til Raadhuskæ l-
deren af Vagtmesteren, havde h an trak te re t denne
m ed Ukvem sord. P ro fesso rerne tog dog m ild t paa
ham »efterdi de fo rnam , at Christen Randers, som
en læ rd Karl, synes at væ re i Hovedet ikke som han
bu rde og alle øn sk te« 89). Christen R anders søgte
endog i 1655, da han s A lumnetid va r udløben , at faa
T illadelse til alligevel at blive paa Kollegiet, men
mød te naturligvis Afslag90).
Over for In spek to re rnes Bedrifter blegner de me
nige A lumners, som Claus F riis’, der kom hjem efter
Lukketid , »og da han va r d rukken , befol Inspector,
at h an skulde sove til om Morgenen. L idet derefter
kom h an for In spec ton s Dør igen at ville være ude.
Men som Inspecto r ikke vilde lade h ann em ud, steg
h an over Muren og atter siden kom ind over Muren
igen«. Men da Claus Friis hævdede, »at han havde
det ikke g jo rt af nogen Ondskab, m en i sin D rukken
skab«, og fordi han efter Inspek tors Sigende ellers
plejede at holde sig vel, »blev han ikkun m u lk teret
til Universitetet for 3 Speciedaler« — m en skulde det
gentages, skulde denne Sag »staa h ann em ovenfor, og
da skulde han excluderes«91). E t lignende Tilfælde
fo rekomm e r i 1628? da »Petrus Christierni, Inspector