95 / 310
langte nøje Opgivelse af, hvo r sto r Kollegiets Kapital
i Ø jeblikket var, hvo r meget S tuden terne fik i D istri
buts, om B ib liotheket fik de det tilkomm ende R en ter,
og hvilke Bøger de r v a r købt. Han ven te r snarest
Svar i Haab om , at h an ikke skal se sig nødsaget til
at henvende sig til Kongen al Sverrig
0 111
at ove id iage
den svenske Gesandt i K øbenhavn at antage sig han s
Sag16). Denne Skrivelse gjorde P ro fesso rerne be tæ n
kelige, og de drøftede indgaaende, hv ilken Ho ldn ing
de skulde indtage. Meningerne v a r stæ rk t d e lte17).
Professor W o rm frakend te Hans V a lkendo if al Ret
til P a trona te t, og i hvert Fald sku lde m an ikke fmde
sig i, at A lum ner, der havde opho ld t sig paa Kolle
giet i 20 Aar, anbefaledes til fo rnyet Bevillihg paa
Kollegiet. Andre va r m ere forsigtige; V inding og Bor-
n em ann mente, at Hans Valkendorfs »høllige Begæ
ring« om Regnskab ikke vel kund e afvises; han var
jo dog af Stifterens F am ilie; »man b ø r vel overveje,
før m an erk læ rer, at Hans V alkendo rf ikke k an være
Legati P a tro n u s , da dette kan have stø rre Konse
kvens, end m an tænker« — T ruslen m ed Kongen
af Sverrig havde ikke væ ret uden V irkning.
Det
blev de forsigtige, hvis Mening gik igennem ; Konsi
storiet besluttede at tilsende V alkendo rf Kopi al sid
ste Aars R egnskab18).
Im id lertid havde P a tro n en m ed stigende U taalmo-
dighed afventet Pro fesso rernes Svar og om sider til
sendt Hans Busch en fo rb itre t Skrivelse, i hv ilken
h an paalægger denne at skaffe h am Svar paa han s
Brev. Han vil n u ikke længere taale Opsættelse, og
skulde m an dog søge at holde h am hen , skal h an
»nok fmde paa and re R a a d 19)«. Han havde da ogsaa
henvend t sig, vel ikke til Kongen af Sverrig, m en dog