96 / 310
93
til Y iceguvernøren i Malmø og' af denne faaet Anbe
faling af sit Æ rin d e til V ice-Employéen Lejonclou i
K ø b enh avn20). Da h an saa fik Regnskabet fra P ro
fesso rerne, tilfredsstillede det h am ikk e , h an sk iev
og besvæ rede sig over, »at ikke sam tlige Professores
havde deres egne Hæ nder u n d e rsk rev e t21)«. »Hvor-
paa blev reso lveret, at Secretarius med faa Ord sku lde
lade h ann em vide, at Universitetet p lejer ikke an d e r
ledes at sv a re22)«.
P aa dette T id spunk t tog Sagen en heldig Vending
for Professorerne. De befriedes to r den besvæ ilige
P a tron , der gik i Krig og døde i F e lte n 23), og belæ rt
af E rfa ringen m andede de sig nu op og afviste be
stem t han s Søn,
C h r i s t i a n C h r i s t o p h e r V a l k e n d o r f s ,
Fo rsøg paa at optræde som P a tron . Da h an i et Brev
af 16. Nov. 1707 erk læ rede sig m isfornøjet med det
tilsend te Regnskab og forlangte ogsaa at faa Kopi af
Obligationerne, vedtog P ro fesso rerne den 14. Jan. 1708,
at der p aa han s Brev »ej videre sku lde svares, saa-
som fo rhen allerede va r efter Valkendorfs Begæring
h ann em tilskrevet saa meget, som i denne Occasion
b ehøv ed e s24«.
Denne E rk læ ring blev afgørende. E fter 50 Aars
Fo rløb løsrev P ro fesso rerne sig fra T ræ ldom u n d e r
tvivlsom t berettigede og utvivlsom t skadelige »P a tio
ner«. Til Held for P ro fesso rerne gik nem lig ogsaa
Christian C h ristopher V alkendo rf i K rigstjeneste25) og
fo rh ind redes derved i at forfølge sine Krav. E llers
va r det ogsaa tvivlsom t, om P ro fesso rernes øjeb lik
kelige Fasthed i Længden vilde have ho ld t S tand ove r
for V alkendorferens seje Vilje. U nder en m angeaarig
T jeneste i F elten glem te Christian Ch ristopher Valken
do rf ikke sin form entlige Ret til P a tro n a te t over