D E N E N G E L S K E T I N F A B R I K
hemmeligheden, og de ansatte svende var fuldt udlærte af Jonsch.
En hel del af de fremstillede varer var distribueret blandt adskil
lige familier i København. Det var vigtigt, at fabrikken kunne fort
sætte, og dens varers gode egenskaber blev gjort almindelig bekendt
ved salg, navnlig da det var utænkeligt, at kandestøberne ville være
til at formå til at gå over til nye arbejdsmetoder, de satte sig sna
rere af al magt imod foretagendet. Dette undrede magistraten, da
bedre varer ville give dem mere arbejde på grund af mindre im
port af fremmede varer.
Det var magistratens ønske, at fabrikken måtte fortsættes, enten
af Jonsch selv, eller andre, som magistraten kunne formå dertil.
Vedkommende skulle have ret til at holde svende og antage indfødte
lærlinge. Disse sidste skulle kunne få svendebrev, og svendene op
tages i kandestøberlauget efter at have udført mesterstykke i hen
hold til laugsartiklerne. Fabrikkens varer skulle tillades solgt såvel
inden- som udenlands, derimod skulle det være den forbudt at
fremstille varer af den ordinære slags tin, som kandestøberne
brugte; udelukkende Jonschs kompositioner skulle benyttes. Pri
serne måtte ikke overgå de sædvanlige for tilsvarende arbejder,
og varerne skulle stemples med mærker, approberede af magistra
ten, for at kunne skelnes fra kandestøbernes. Privilegiets indehaver
skulle forpligte sig til stedse at forsøge kompositionerne forbedret.
Som følge af denne indstilling udfærdigedes den 14. november
1743 et kongeligt reskript til magistraten. Dette reskript fulgte i
alle punkter indstillingen og er blot en oversættelse af denne til
tysk.73
Foretagendet syntes således endelig at være reddet i land for så
vel magistraten som Jonsch, og fabrikken producerede fortsat flere
slags kandestøbervarer. Magistraten havde betalt huslejen for
Jonsch i generalløjtnant Ferches hus indtil mikkelsdag 1743, men
det har nok været for dyrt for ham at blive boende, for ifølge
6
*
8 3