207 / 287
204
ladelige at udtale sig om et uset og endnu
uudkommet Arbejde. Naar Rahbek h a r hæv
det sin Ret til lige saa vel at sige sin Me
ning paa Vers som i Prosa, spørger Bagge
sen: »Er der i det hele taget Mening i alle
disse Epigrammer? »Naar Rahbek mener, at
hans frivillige Erklæ ring om at være Forfat
ter til fem af »Aftenpostens« Epigrammer
mere maa befæste end svække hans Agtelse,
saa udbryder Baggesen: »Hvor svag maatte
den Agtelse væ re, der kunde befæstes ved
sligt? I Sandhed, jeg ser intet ædelmodigt
i, at en Mand, efter at have paskvilleret en
anden paa adskillige Steder, erklæ rer, at
det imod hans Vilje blev udraabt igen enten
af »Aftenposten« eller enhver anden Post.«
Pjecen ender med følgende højtidelige Ana-
thema:
»Her. Rahbek & Co. kan altsaa recen
sere, kritisere, prologere, parodiere, epi-
gramm atisere herefter, saa meget de vil!
Det skal ikke bekymre mig; jeg bliver lige
fuldt ved at se roligt ligefrem. Ve den Kun
stens Dyrker, hvis svagsynede Sjæl ikke ser
andet Ideal til Fuldkommenhed end det liv
løse Uhyre, hans Hukommelse kan sammen
lime af Lærebøgers og Recensioners tørre,
skæve, af Vinden let bortviftede Teori-Spaa-
ner! Og tre Gange Vee den, hvis lille Hjerte
føler Journalers Ros og Smaapublikummers
Bravo som sit Maal og sin Belønning.« —
I Klubben var man ked af det hele, man
bebrejdede Rahbek hans Uforsigtighed, navn
lig da man paa dette T idspunkt nødig vilde