205 / 287
bringes paa rette Sted i *Aftenposten«. Der
næst siger Baggesen, at han altid, og altsaa
ogsaa m. H. t. Holger Danske, h a r anset
Rahbeks Dom for uvigtig og urigtig. Derfor
h a r heller ikke Rahbeks Epigrammer i »Af
tenposten« rø rt Baggesen det m indste, saa
meget mere, som de h a r deres største Værd
af Pladsen, de staar paa. Epigrammer, »hvor
Tanken er der for Rimets og ikke for Tan
kens Skyld,« synes ham ikke at være Epi
grammer. Og nu h aaner han selve Epigram
merne. Endelig slutter han:
»Det gør mig for Resten ondt, at jeg
ved denne Lejlighed h a r set mig nødt til
om ikke rent at forkaste, saa dog meget
at indskrænke det Begreb, jeg h a r haft
om dit gode Hjerte. Jeg føler, at jeg ikke
kunde have handlet imod dig, som du
h a r handlet imod mig. Din Stiklen paa
E rik Ejegod, et Stykke, som du aldeles
ikke kender, synes at røbe mig, saavel
som den Stiklen paa min Rejse til Badet
og deslige, at Hovedet er ikke blot det,
som Fejlen stikker i. Jeg vil med den
yderste Grad af Oprigtighed sige dig h e r
om alt, hvad jeg h a r at sige: Jeg h a r al
drig holdt dig for Mand af Smag; men
jeg h a r holdt dig for Mand af Hjerte.
Jeg h a r indtil Holger Danskes Opførelse
troet dig veltænkende, ædel, endog i høj
Grad, som Menneske og Ven — men (og
dette alene sm erter mig) jeg kan ikke tro
det længer.
Baggesen.«