115 / 139
115
maaske af en noget for djærv Art, hvorfor Provsten
mente sig berettiget til at give Advarsler. 1836 ønskede
Foreningen yderligere at udvide forhenværende Alum
ners Ret til at blive Medlemmer, men det vilde Fakul
tetet ikke gaa med til. Foreningen indstillede im idler
tid de samme Love endnu en Gang, men Fakultetet
vilde ikke bøje sig og gik endog videre, idet det 1837
sendte Foreningen Lovene i den Form, det ønskede
dem, og erklærede dem for at være traadte i Kraft.
Der er jo ingen Tvivl om, at det set med moderne Øjne
var et overodentligt b ru ta lt Overgreb, ikke mindst da
Kommunitetets Tilskud var saa forholdsvis ringe. Da
der nu endvidere ind traf en Konflikt med Provsten,
som nægtede at give Tilladelse til Sammenkaldelse
af en Generalforsamling for at drøfte Muligheden for
videnskabelige Foredrag i Foreningen, henvendte man
sig til Fakultetet, som ogsaa gav Tilladelse til General
forsamlingen; men Forholdene var spændte. Komitéen
til Udarbejdelsen af Forslaget om videnskabelige Di-
skusioner, var S. Drejer, Japetus Steenstrup og Rasmus
Nielsen, Navne, som senere skulde blive berømte.
Forslaget forkastedes af Fakultetet.
Nu opdagede Medlemmerne endvidere, at Fa
kultetet i de stadfæstede Love havde indført Detailler,
som ikke forud havde været Medlemmerne bekendte,
hvorfor de sendte Fakultetet en bestemt Protest, der
paapegede, at Fakultetet selv havde indrømmet Gene
ralforsamlingen den højeste dømmende og lovgivende
Magt. Fakultetet svarede spydigt med at tilføje:
„dog vel kun i Læseforeningens Anliggender'4, og slog
Sagen hen, hvad Foreningen paany beklagede sig over.
Men samtidig foreslog Fakultetet Universitetsdirek
tionen en Omordning, hvorefter Kommunitetet overtog
Tidsskriftholdet og gjorde Adgangen gratis for alle
Alumner; Sagen indstilledes til Kongen, som 1839 be
sluttede, at Kommunitetet anvendte 500 Rdl. paa en
8*