121 / 139
121
muligl stod paa egne Ben. Han brugte ogsaa ved
en Lejlighed overfor Regensianerne den Vending „at
han altid havde været en Ven af Friheden", en Ytring,
som — hvor rigtig den end er — tager sig interes
sant ud i hans Mund, naa r man tænker paa hans
senere politiske Virksomhed. Som Minister vedblev
han nogen Tid at være Provst, og han gav Alumnerne
saa frie Tøjler, at man i Kirkebøgerne ser Klokkerne
skumle derover, og ønsike mere Tilsyn. Han vandt
Alumnernes absolutte Hengivenhed og hans Hustru
synes at have været den første Provstinde, som ved
Fester og i det daglige Liv, naa r det gjordes for
nødent, stod Alumnerne bi. Senere h a r Provstinderne
altid været Regensianernes Venner.
Det er ikke enhver givet at finde den rette Vej
som Provst, og det fik Lu s s i n g tit nok at føle. Han
havde vel de bedste Hensigter; men synes ikke altid
at have haft den rette Forstaaelse af Alumnerne, og
han følte sig altfor meget som en Formynder overfor
dem; desuden bevirkede hans iltre Temperament, at
han Gang paa Gang vovede sig ud i noget, som han
senere fortrød; til hans Ros skal det siges, at han
altid gjorde Undskyldning, naa r han selv saa, at han
havde Uret.
Af de mange Konflikter mellem ham og Regen
sianerne skal he r kun et P a r nævnes. Hans besynder
lige Opførsel under „Ølstrejken" er omtalt ovenfor.
Et P a r Aar efter, 1880, udbrød den berømmelige
„Kvindesag" eller „Damekrig Nr. 1". Provsten havde
en Aften erfaret, at et P a r Damer var gaaet ind til
en Alumne; han mente, at sligt Aftenselskab med
Damer var utilstædeligt paa Regensen, brød, assisteret
af Portneren, ind i Selskabet og viste Damerne ud;
det, skal have været en Alumnes Forlovede og hans
Svigermoder, tilhørende det gode Selskab i Byen.
Næste Dag var der Opslag fra Provsten, som forbød