90
ges os, saa ønske vi, at dersom Nogen endda skulde
være saa nedrig at gaae ind ad Vindverne eller gjøre
anden Misbrug deraf, at saa Den eller De strax ude
lukkedes fra Stiftelsen, som kun bør være for ho-
nette Folk.“
Punktet med Jernstængerne havde sin lille Hi
storie; som omtalt var fra 1781 et Pa r Assistenter ved
Landmaalingen indlagte paa Regensen; de fik Bolig
paa det gode Hjørneværelse 2 Gang 3. Men det lod,
som om de ikke syntes om Regenstugten; i hvert Fald
klager Professor Ilviid til Fakultetet over, at „de krybe
ind af Vind verne og derved meget udsætte denne Stif
telse for slet Omtale.“ De er bievne grebne paa fersk
Gerning og advarede i Stilhed, og da de tog paa Lan
det, lod Provsten Stængerne slaa fast. men nu var de
atter løse; derfor burde Landmaalerne vel lægges ind
til Gaarden; „thi intet synes mig mere utilgiveligt,
end denne Art forseelse paa en offentlig Stiftelse,
da derved gives Anledning til Liderlighed og megen
Omtale, hvorved de Uskyldige lide med de Skyldige.”
Saa man forstaar, at Alumnerne i deres Forslag saa
skarpt tog Afstand fra Vinduesudkrybningen.
Disse Forslag gik nu til Fakultetet og til Økono
men Holtermann; denne praktiske, gamle Herre
raillerer over Indledningen, og debatterer, hvorvidt
Fundator egentlig har ment, at de skulde have to Gange
daglig Ihevand, naar han dels ikke skrev noget derom
i b undatsen, dels næppe selv drak Thevand ; men
han slutter sit Votum: løvrigt ønsker jeg af Hjertet
de Hrr. Alumnis al den Soulagement og Lettelse, som
Stiftelsen kan og bør give dem.” Provsten trækker
lidt paa Anbefalingen af, at Porten skal staa aaben til
12, og foreslaar Studenterne i Steden for at „bryde
Selskabet” at forsvinde i Stilhed; men han slutter
dog med, at det er bedre, at Porten er aaben, end at
„den Skik eller rettere Uskik, der ha r været i mine




