118 / 299
R E D A K T I O N E N
eller en Hverdags Eftermiddag, naar jeg en enkelt Gang havde
arbeidet mig fri, »Hvor skulde vi tage hen Stine« heed det, og vi
bleve snart enige. En Søndag i Dyrehavstiden saa det svært ud til
Regn, og vi havde budet Fremmede, hun hendes Veninde Frøken
Henriette Bech og jeg Peter With, derfor vare vi slemt i Forlegen
hed, da Jens Husted om Morgenen kom for at hente Ordre. »De
kan jo tage Kareten« raadede Jens, »og saa skal jeg kjøre for
Dem«. »Top« svarede vi og saa kjørte vi i den nye Karet til Dyre
haven, spiste som sædvanligt medbragte Sager paa Rævebakken,
og at Folk undrede sig over at see en ny smuk Karet holde mellem
Kildevognene morede os kosteligt. Jeg var jo den Gang kun lidet
over 1 6 Aar gammel, men hun var nær de 1 9 og burde have været
klogere, og at virkelig var saa gammel fik jeg nogle Dage senere
at vide.
Jeg stod i Porten i Valdby, og masede med en gammel Terserol,92
for at bringe i Erfaring om det virkeligt var sant at Man kunde
skyde et Fys igiennem et Brædt, men heldigvis vilde Tingesten
ikke strax gaae af og jeg afbrudt i mine Experimenter ved et Be
søg af vor forrige tydske Eærer, Herr Nissen, som kom anstigende
med et Brev fra hans Ven, vor forrige Eærer Herr Thomsen, til
Stine, i hvilket han anholdt om hendes Haand.
Claus Christian Thomsen var eneste Søn af Peter Johan Thom
sen, forhenværende Skibscapitain i Aabenraae, men som allerede
tiligt havde ophørt at fare, og med sin Hustru levede af en ganske
liden Formue, der paa Stedet. Sønnen havde Man ladet studere,
som skulde være hans Arvepart, hvorimod Datteren, gift med
Skibscapitain Magnus Fischer, skulde have hvad Forældrene en
gang efterlod sig. Claus Christian havde været i Pension hos Pa
stor Lautrup i Brede, var af Forældrene med Anstrængelse holdt
ved Universitetet i Kiel, i et Par Aar, men kom, da det faldt for
kostbart, til Kjøbenhavn, for der, paa et billigere Levested at fort
1 1 6