123 / 299
K Ø B E N H A V N E R L I V O M K R I N G 1 8 0 0
af en Mur, som faldt ned og ud paa Gaden; det var den største
og egentlig den eneste Fare som jeg udstod i Anledning af Bom
bardementet.
Capitulationen var da bleven sluttet og Frygten for at miste Liv
og Ejendom for det første hævet, for det første siger jeg, thi hvor
ledes vilde det gaae i en nær Fremtid? ja hvorledes vilde det gaae?,
derom vare Meningerne delte. England havde som bekjendt besat
Citadellet og Holmen, men forpligtet sig til atter at forlade disse
Puncter om 6 Uger, men vilde de holde denne Forpligtelse, og
dersom de ikke gjorde dette og hvis de som dem der havde Mag
ten tillige besatte Byen og hele Fæstningen, hvorledes vilde det da
gaae Kjøbenhavns ulykkelige Indvaanere, naar den tappre Kron-
prinds kom med Armeen, thi han vilde vist komme og maaske
snart, han kunde ikke billige Capitulationen og behøvede ikke at
respectere den, Kjøbenhavn vilde da atter blive beleiret og det Sid
ste blive værre end det Første. Med slige ængstlige Spaadomme
plagede Kjøbenhavn sig i de første Dage efter Capitulationen og
jeg mindes godt hvorledes den før berørte Christian Harpøth en
Formiddag nær havde bragt hele den qvindelige Del af Familien
ud af Consepteme, ved saadanne og endnu værre tragiske Frem
stillinger af hvad der i Fremtiden vilde ske. At intet af al dette gik
gik i Opfyldelse har Erfaringen lært, den tappre Kronprinds lod
sig med den brave Armee nøje med at bevogte Englænderne i be
hørig Afstand og fra den dygtigt at udskjelde dem, og da den 19.
October, den sidste Dag af de 6 Uger endelig kom, forlode den
sidste Englænder Castellet og den plyndrede Holm. Englænderne
havde under Capitulationen vist al mulig Maadehold, ja endogsaa
taalt smaa Drillerier af Kjøbenhavns Indvaanere og dette geraa-
dede vistnok de Høistcommanderende til den største Ære og for
ringede Skammet af et Angreb, som, om det end fra Politikkens
1 2 1