122 / 299
lejringen ud til »Manden i Tømmerup« og hjembragte Lommerne
fulde af halvmodne Æbler. Fra et vist Tagkammervindue paa
Sukkerhuset kunde jeg overskue Vejen til Valdby, eller en Del Af
samme og det var med en fast veemodig Følelse at jeg tænkte paa,
hvor lykkelig jeg vilde have været om de slemme Englænder ikke
vare komne og jeg, som for nogle Uger siden, kunde vandre paa
den Vej. Under Belejringen havde en ubegribelig Sult overfaldet
mig, og denne Umættelighed var temmelig Almindelig og med
Andre end mig var dette Tilfældet, men hvad Andreas og mig
angaar da kunde Moder nesten ikke tilfredsstille os, saa at det gik
ud over et Parti tørrede Flynder, der af Laust Westergaard i Ring-
kjøbing vare os consignerede og som vi forefandt paa Loftet. Den
2. September, en Onsdag Aften, var det et Deiligt Veir, stille og
behageligt; vi vare i Mørkningen samlede i Moders Stue, da de
første Bomber og Brandraqvetter saaes, men de naaede ikke Chri
stianshavn og vi trøstede os med at de creperede i Luften, imidler
tid vare vi dog noget ængstlige for Fader, som var ude og paa sit
Contoir i Kammeret, men da han saa omsider kom spiste vi og
Fengers med god Apetit vor Aftensmad. I Seng var jeg ikke den
Nat og ikke den følgende, men Natten til Løverdag maatte jeg af
Mødighed lægge mig, og skjønt Udsigten fra mine Vinduer var et
Ildhav sov jeg dog strax ind og oversov Frue Kirkes Brand og
Taarnets Fald. Vort Hus lignede en Caserne, ethvert Værelse var
i Brug og beboedes af Flygtninge fra Kjøbenhavn, bekjendte og
ubekjendte Mennesker, ja selv paa Trapper og Gange laae de.
Mine Forældre nægtede ingen Adgang og forsynede ogsaa saavidt
muligt med Levnetsmidler, men især med Vin, og mangen en Fla
ske gammel Madeira, som ellers ikke var at faae for Penge, blev
tømt i de Dage. Da Capitulationen var sluttet gik jeg Søndag E f
termiddag med Fader ud i Byen, for at see de ødelagte Gader og
Qvarterer, og vi vare da i Landemærket nær bleven slagen ihjel
R E D A K T I O N E N
1 2 0