293 / 640
Erik af Pommerns Erhvervelse af København 1417
2 7 7
dømme Kongen og Undersaatterne imellem , men det er
dog klart, at den Domstol, der skulde afgøre Striden om
København, nærmest var at betragte som en Voldgifts
domstol, der hentede sin Kompetence til at dømme i Sagen
fra Parternes Aftale, som Dommen af 3. Febr. da ogsaa
helt støtter sig til. Det hedder saaledes i den, at Parterne
har bedt de tolv Dommere om at ende Sagen og dømme
efter Landslov det retteste, de kunde, efter de Vilkaar og
Dagtingninger, som Dagtingebrevet udviste, samt at
Dommerne ikke har ment med Billighed at kunne mod
sætte sig eller forkaste denne deres Vilje og Anmodning
og derfor har paataget sig at afsige Dom imellem dem.
Det, der har foranlediget Sagens Henvisning til en Vold
giftsret, har sikkert været Uenighed om, hvorvidt den
burde afgøres af en kirkelig eller en verdslig Domstol,
og man har derfor sammensat Voldgiftsretten af lige
mange gejstlige og verdslige Medlemmer.
II.
Den kanon iske Ret krævede ikke i Alm indelighed, at
Tvistigheder om Ejendomsret til fast Ejendom, som op
stod mellem Kirke og Lægfolk, skulde afgøres af Kir
kens Domstole. Om en Sag skulde behandles her eller
ved en verdslig Domstol, afhang principielt af, hvem
der var sagsøgt, og afgørende herfor maatte det igen
være, hvem der ved Stridens Udbrud sad inde med E jen
dommen. Var den i Kirkens Besiddelse, men en Læg
mand paastod sig berettiget til den, fulgte det af Reglen
om, at Gejstlige kun kunde sagsøges ved de kirkelige
Domstole (Gejstlighedens privilegium fori), at Sagen
maatte anlægges ved disse. Var Lægmanden derimod
Besidder, og Kirken følgelig maatte optræde som Sag
søger, anerkendte et af Alexander III’s Dekretaler, at
Lægmanden efter streng Ret (de rigore juris) maatte
søges for den verdslige Dommer, fordi Sagsøgeren altid